Kidnappet kvinde gav livstegn 09.14 sidste dag i oktober
Politiet har igennem længere tid undersøgt huset, hvor den norske kvinde Anne-Elisabeth Hagen angiveligt blev kidnappet fra 31. oktober. Foto: NTB Scanpix/Reuters
NTB Scanpix/Reuters
Det sidste livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen var en telefonsamtale med et familiemedlem 31. oktober.
Sidste gang, der var livstegn fra den kidnappede norske kvinde Anne-Elisabeth Hagen, var 31. oktober klokken 09.14. Det oplyser norsk politi ifølge nyhedsbureauet NTB.
Ifølge politiets foreløbige oplysninger forsvandt kvinden mellem klokken 09.15 og 13.30 onsdag 31. oktober. Det sidste tegn på liv var en telefonsamtale med et familiemedlem.
Den kidnappede kvinde er gift med milliardæren Tom Hagen, der er en af Norges rigeste mænd.
- Tom Hagen tog på arbejde omkring klokken ni og var tilbage i deres hjem omkring klokken 13.30. Politiet blev varslet omkring en halv time senere, oplyser efterforskningsleder Tommy Brøske.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra sit hjem Lørenskog øst for Oslo. Politiets undersøgelser omkring ejendommen er afsluttet, oplyser efterforskningslederen tirsdag.
De formodede gerningsmænd efterlod en skriftlig besked i huset. Den indeholdt et krav om løsepenge for kvinden og trusler om at dræbe hende, såfremt politiet blev involveret i sagen.
Ifølge politiet er der fremsat alvorlige trusler og krav om løsepenge i form af kryptovalutaen monero. Det har siden været meget begrænset med information fra gerningsmændene.
Politiet har tirsdag formiddag modtaget flere end 800 tip i sagen.
- De handler om både personer, køretøjer, mulige skjulesteder og andre observationer, siger efterforskningslederen.
Henvendelserne drejer sig også om konkrete tip angående to personer, der er fanget på overvågningskameraer ved Tom Hagens arbejdsplads, Futumbygget, den dag hans hustru forsvandt.
- Offentliggørelsen har ført til, at vi har modtaget mange tip, som må bearbejdes og følges op. Arbejdet er godt i gang, men det tager tid.
Tommy Brøske meddeler, at det af hensyn til efterforskningen ikke er muligt at uddybe, hvad tippene handler om mere konkret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned