Kilde: Nato er klar med mere grænsehjælp til Polen
Polske soldater holder vagt ved det pigtrådshegn, der er sat op langs grænsen til Hviderusland. Tusindvis af flygtninge og migranter er samlet ved grænsen i håb om at komme ind i EU. Fra FN's flygtningehøjkommissær lyder der onsdag kritik af, at EU møder flygtninge og migranter med soldater og pigtråd. Foto: Ramil Nasibulin/Ritzau Scanpix
Ramil Nasibulin/Ritzau Scanpix
Lukasjenkos brug af migranter som taktik er umenneskelig og uacceptabel, siger en kilde efter møde i Nato.
Natos medlemslande retter onsdag en skarp kritik af Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko. Nato-landene beskylder ham for at sende migranter i tusindvis mod Polens grænser.
- De allierede gjorde det klart, at Hviderusland har ansvaret for krisen, og at Lukasjenkos brug af migranter som en hybrid taktik er umenneskelig, ulovlig og uacceptabel. Det siger en kilde i Nato efter et møde bag lukkede døre.
Natos medlemslande udtrykker samtidig fuld opbakning til Polen, der har sendt 15.000 soldater til grænsen.
- Nato er klar til yderligere at hjælpe vores allierede og opretholde sikkerheden i regionen, siger den unavngivne embedsmand.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), siger onsdag til Ritzau, at hvis Polen ønsker det, er Danmark klar til at tilbyde hjælp til grænsebeskyttelse.
På onsdagens møde briefede Polen de øvrige lande i Nato om krisen ved grænsen.
Natten til onsdag brød grupper af migranter flere gange gennem grænsehegnene.
Polen og andre EU-lande beskylder Hviderusland for at opmuntre migranter fra Mellemøsten, Afghanistan og Afrika til illegalt at krydse grænsen til Polen.
Målet skal være at skabe problemer for EU-landet som hævn for, at der er indført sanktioner mod det hviderussiske regime.
Fra anden side er der dog også en kritik rettet mod Polen og øvrige EU-lande.
FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, advarer EU mod at møde flygtninge og migranter med soldater og pigtråd.
Grandi opfordrer onsdag til, at EU overholder gældende love og ikke går ind i et kapløb mod bunden, når flygtninge og migranter søger mod EU.
- De udfordringer retfærdiggør simpelthen ikke de forhastede reaktioner, vi ser visse steder - den uansvarlige fremmedfjendske tale, mure og pigtråd, de voldelige tilbagesendelser med tæsk til flygtninge og migranter, siger Grandi i en tale til EU-Parlamentet.
- EU, som er en union baseret på retssikkerhed, bør og kan gøre det bedre, siger han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned