Kilder: USA og Kina nærmer sig en handelsaftale
USA's topforhandler, Robert Lighthizer (til venstre), og Kinas vicepremierminister, Liu He (til højre), skal have et udkast til en løsning på handelsstriden på forhandlingsbordet. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Der skal ifølge kilder ligge et udkast til en løsning på bordet ved handelssamtalerne mellem Kina og USA.
USA og Kina er nået frem til et udkast til en samarbejdsaftale, som skal afslutte handelsstriden mellem de to lande.
Det oplyser to anonyme kilder med kendskab til handelssamtalerne til nyhedsbureauet Reuters.
Topforhandlere fra de to lande skal mødes torsdag og fredag i Washington, hvor de igangværende handelssamtaler vil fortsætte.
Under sidste uges samtaler i Beijing skal forhandlingerne være kommet så langt, at der er udarbejdet et udkast til samarbejdsaftaler på seks centrale områder.
Forhandlere fra de to lande drøfter desuden en liste med ti tiltag, der på kort sigt skal reducere Kinas overskud på handlen med USA.
Parterne skal ifølge kilderne arbejde frem mod at nå til enighed om en handelsaftale inden den 1. marts.
Den 1. marts slutter en 90-dages "våbenhvile" i striden, som USA's præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping, nåede til enighed om i december.
Dermed blev Trumps tidligere varslede toldstigning på kinesiske varer, som skulle være trådt i kraft den 1. januar, udsat til begyndelsen af marts.
Ifølge mediet Bloomberg, der også har talt med kilder med kendskab til forhandlingerne, er der dog ikke forventet et gennembrud i handelssamtalerne denne uge.
Til gengæld arbejder forhandlerne på at forlænge tidsfristen til efter den 1. marts, skriver Bloomberg.
Meldingerne om fremskridt i handelssamtalerne har torsdag morgen givet det kinesiske aktiemarked et løft. Det skriver Reuters.
Efter sidste uges handelssamtaler i Beijing sagde præsident Trump til journalister, at møderne havde været "meget produktive".
Der manglede dog stadig løsninger på flere punkter for at fremtvinge ændringer i Kinas handelspolitik, lød meldingen efterfølgende fra Det Hvide Hus.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned