Kim er på vej til topmøde med Trump i pansret tog
Det kinesiske flag vajer ved siden af den bro, der udgør grænsen mellem Kina og Nordkorea. Kim Jong-uns pansrede tog ventes at krydse broen på vej til Vietnam, hvor han mødes med USA's præsident Trump i den kommende uge. Foto: Greg Baker/Ritzau Scanpix
Greg Baker/Ritzau Scanpix
Nordkoreas statslige medier har ikke omtalt lederens kommende besøg i Vietnam og næste uges topmøde med Trump.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har lørdag indledt sin rejse mod Vietnam, hvor han i næste uge mødes med USA's præsident, Donald Trump.
Det oplyser en nordkoreansk diplomatkilde til det russiske nyhedsbureau Tass.
De to ledere mødes i Vietnams hovedstad, Hanoi, onsdag og torsdag.
Kim Jong-uns rejse, der foregår i pansrede togvogne gennem en lang strækning i Kina, ventes at tage over to døgn.
Togvognene rullede ud fra den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, lørdag omkring klokken 17 lokal tid (klokken 9 dansk tid).
Fra grænsen mellem Kina og Vietnam skal den nordkoreanske leder køre de sidste rundt regnet 170 kilometer i bil, skriver Tass.
Her vil han få en officiel modtagelse som gæst hos præsident Nguyen Phu Trong, som også er generalsekretær i det regerende kommunistparti, oplyste Vietnams udenrigsministerium i en meddelelse tidligere lørdag.
Detaljerne om Kims rejse er ikke officielt bekræftet fra nordkoreansk side. Landets statslige medier har end ikke omtalt lederens besøg i Vietnam eller hans kommende topmøde med Trump.
Næste uges topmøde mellem Kim og Trump bliver det andet mellem dem. De mødtes også i Singapore i juni 2018.
Det første topmøde resulterede i et løfte fra Kim Jong-un om, at han vil arbejde i retning mod en fuldstændig atomafrustning på den koreanske halvø.
Der har imidlertid ikke været mange meldinger om konkrete fremskridt siden da.
Amerikanske efterretningskilder udtrykker tvivl om, hvorvidt Kim Jong-un nogensinde vil opgive sine atomvåben.
Observatører fra FN har rapporteret, at Nordkorea i de seneste måneder har taget skridt i retning af at skjule, sprede og beskytte de omstridte våben.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie