Kina: Ændring i USA's Taiwan-politik kan stoppe samarbejde
USA's næste præsident, Donald Trump, har raget sig uklar med Kina efter en række kontroversielle udtalelser om Taiwan. Foto: AP/Paul Sancya
AP/Paul Sancya
Det kinesiske udenrigsministerium advarer Donald Trump mod at ændre USA's politik over for Kina.
Det skaber "alvorlige bekymringer" i Kina, at Donald Trump ikke vil love at holde fast i USA's såkaldte et-Kina-politik i forhold til Taiwan.
Den kommende amerikanske præsident har i et interview med Fox News krævet indrømmelser på handelsområdet, hvis ikke amerikanerne skal skifte standpunkt.
Udtalelserne kommer, efter at Trump også har brudt diplomatiske traditioner og talt i telefon med Taiwans præsident.
Der er tale om et meget ømtåleligt emne, da Kina betragter Taiwan som en kinesisk udbryderprovins.
Geng Shuang, talsmand for Kinas udenrigsministerium, siger, at amerikansk-kinesisk samarbejde er "udelukket", hvis ikke USA anerkender Kinas kerneinteresser i Taiwan.
- Kina har noteret meldingen og udtrykker alvorlig bekymring i forhold til den. Jeg vil gerne understrege, at Taiwan-emnet vedrører Kinas suverænitet og territoriale integritet og er en del af Kinas kerneinteresser, siger talsmanden.
- En fastholdelse af et-Kina-princippet er det politiske fundament for at udvikle båndene mellem Kina og USA. Hvis dette fundament forstyrres eller beskadiges, så er den sunde udvikling i relationerne mellem Kina og USA og bilateralt samarbejde på vigtige områder udelukket, siger Geng Shuang.
Trods utilfredsheden med Trumps udtalelser har diplomaten Yang Jiechi inden for de seneste dage haft møder med personer fra Trump-lejren. Yang har officielt højere rang end udenrigsministeren.
Det står dog ikke klart, hvad der konkret er blevet diskuteret på mødet.
USA's et-Kina-politik går ud på, at amerikanerne officielt regner regeringen i Beijing som den eneste lovlige kinesiske regering. Det betyder, at USA ser Taiwan som en del af Kina.
Donald Trump har adskillige gange langet ud efter Kina - blandt andet for at devaluere sin valuta i et angiveligt forsøg på at skade USA.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned