Kina skjuler tal for arbejdsløsheden hos de unge og øger bekymringen

Unge i massevis møder op, når der er jobmesser rundtomkring i Kina. De er desperate efter at få nogle af de få job, der er ledige. (Arkivfoto). Foto: Str/Ritzau Scanpix

Opgørelser over arbejdsløse unge i Kina forsvinder. Det gør bekymringen over udviklingen hos de unge ikke. Studerende frygter for fremtidsudsigterne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejdsløsheden blandt unge i Kina er høj og har længe været det.

De seneste arbejdsløshedstal er fra juni og lå på et rekordhøjt niveau på 21,3 procent for de 16-24-årige.

En dårlig historie for det kinesiske styre, der bøvler med at få bugt med den høje ungeledighed.

Men fremover bliver problemet ikke åbenlyst for befolkningen og verden på månedlig basis.

- Begyndende fra denne august bliver tallene for arbejdsløsheden blandt unge og andre aldersgrupper suspenderet, siger Fu Linghui, talsmand for landets statistikkontor, ifølge AFP.

Den officielle forklaring lyder, at der er brug for at "forbedre og optimere" statistikkerne, så de er mere retvisende.

Men bare fordi statistikkerne forsvinder, gør bekymringerne blandt landets unge det ikke.

Den 18-årige studerende Li Nuojun fra hovedstaden, Beijing, erklærer sig "meget bekymret" over den høje arbejdsløshed.

Hun siger, at alle hendes venner forventer at blive arbejdsløse, når de er færdige på universitetet, selv om de endnu har nogle år tilbage af studierne.

- Når jeg tænker på at skulle finde et job, bliver jeg meget urolig. Jeg har bare ikke lyst til at tænke på det lige nu, siger hun til AFP.

Arbejdsløsheden blandt unge er bare en af konsekvenserne af den økonomiske afmatning, som bliver tydelige og tydeligere i Kina, der endnu ikke er kommet sig oven på coronapandemien.

USA's præsident, Joe Biden, har kaldt Kinas stigende økonomiske problemer for en "tikkende bombe".

Den økonomiske genopretning vil være en "bumpet og snørklet proces", men vestlige kritikere vil blive modbevist.

Det sagde Wang Wenbin, talsmand for den kinesiske udenrigsminister, onsdag på et pressemøde ifølge Reuters.

- Vi viger ikke tilbage fra problemerne. Vi har taget aktive skridt for at løse problemerne, og resultaterne af det bliver eller vil blive mærket, sagde han.

Flere eksperter mener, at der er behov for en genopretningsplan på stor skala for at få gang i den økonomiske aktivitet.

Den kinesiske økonom Ting Lu bemærker ifølge Reuters, at stoppet for at offentliggøre data for ungdomsarbejdsløsheden meget vel kan føre til en "yderligere svækket tillid hos globale investorer i Kina".

Samtidig stiller de unge sig skeptiske over for forklaringen fra det kinesiske statistikkontor. Emnet er et af de mest omdiskuterede på det kinesiske sociale medie Weibo.

Her finder mange forklaringen fordækt og mener, at trækket sker for at dække over problemet.

- Kan man løse problemet ved at give sig selv mundkurv på og bind for øjnene?, lyder kommentaren fra en bruger fra Beijing.

- Oversættelse: Lad os finde en ny statistisk metode til at sænke arbejdsløshedsraten, skriver en anden.

Mange unge i Kina er bekymrede over den høje arbejdsløshed. De mener ikke, at problemet forsvinder, bare fordi der ikke længere kommer opgørelser fra landets statistikbureau. (Arkivfoto). Foto: Wang Zhao/Ritzau Scanpix

- Jeg tør ikke forestille mig, hvad arbejdsløshedsraten i virkeligheden er, når statistikkontoret end ikke tør opfinde tallet, skriver en tredje.

Salget af lotterisedler i Kina steg i første halvdel af året med mere end 50 procent sammenlignet med sidste år, og analytikere peger ifølge AFP på, at den forværrede økonomiske situation meget vel kan være forklaringen.

/ritzau/

Økonomien i Kina

* Kina er verdens næststørste økonomi efter USA.

* Økonomien har været presset siden coronapandemien, der lagde en stor dæmper på mange års kraftig vækst i landet.

* I juli oplevede Kina deflation, som kan være et tegn på økonomisk tilbagegang, for første gang i mere end to år på grund af dalende forbrug og svigtende eksport.

* De seneste tal for arbejdsløsheden blandt de 16-24-årige i Kina er rekordhøje 21,3 procent. Tallene er fra juni, og der kommer ikke nye tal, før Kinas statistikbureau har fundet en ny metode til opgørelserne, der normalt kommer på månedlig basis.

* Arbejdsløsheden generelt for Kina var i juli 5,3 procent.

* Kinesiske ledere har de seneste uger forsøgt at få gang i forbruget med en plan på 20 punkter, der skal få borgere til at bruge flere penge på for eksempel køretøjer, turisme og husholdningsapparater.

Kilde: AFP.

/ritzau/

På sociale medier er mange unge kinesere skeptiske over for beslutningen om, at der ikke længere kommer tal for arbejdsløsheden blandt unge. Det sker for at dække over problemer, skriver flere på sociale medier. (Arkivfoto). Foto: Stringer./Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu