Kinesere valfarter hjem til familier efter flere års adskillelse
Et par krammer i ankomsthallen i Capital International Airport i Beijing søndag, hvor Kina åbnede sine grænser i kølvandet på coronapandemien. Foto: Noel Celis/Ritzau Scanpix
400.000 mennesker i Hongkong ventes at rejse til fastlands-Kina. Allerede søndag var der kø til busser.
Kina genåbnede søndag sine grænser for internationale besøgende for første gang, siden landet indførte indrejserestriktioner i marts 2020 som følge af coronapandemien.
Og mange kinesere er ivrige efter at blive genforenet med deres familier - nogle efter flere års adskillelse.
Det skriver BBC.
I Hongkong ventes 400.000 mennesker at rejse til fastlands-Kina i løbet af de kommende uger.
Allerede søndag var der lange køer på broen Hong Kong-Zhuhai-Macao Bridge, hvor folk ventede på at komme med busser til Guangdong-provinsen på fastlandet.
Blandt dem var mange universitetsstuderende, som var på vej hjem.
En ung mand fortæller til BBC, at han ikke har set sin familie i tre år.
Imens fortæller en kvinde til nyhedsbureauet Reuters, at hun ikke har set sine forældre i flere år - på trods af at den ene forælder er diagnosticeret med tyktarmskræft.
- Jeg er så glad, så glad, siger hun.
Kinas genåbning kommer kort før det kinesiske nytår, som inden pandemien var en verdensomspændende migration af mennesker, der rejser hjem til Kina for at tilbringe tid med familien.
I forbindelse med dette års kinesiske nytår senere i januar ventes to milliarder mennesker at foretage rejser.
Li Hua er netop rejst fra Storbritannien til Kina, hvor hendes familie bor.
Hun fortæller til BBC, at det er alt for længe siden, hun sidst har været hjemme.
- Jeg er så glad for at være tilbage og indånde kinesisk luft, siger hun.
Kina ophævede søndag karantænekravene for rejsende til landet. Med tiltaget gøres der en ende på næsten tre år med isolationskrav, på trods af at landet netop nu kæmper med stigende coronatal.
Der er da også bekymring at spore som følge af de åbne grænser.
Eksempelvis fortæller flere buschauffører til BBC, at de er bekymrede for, at de kan blive smittet af de mange rejsende.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned