Kinesisk statsavis forbereder læsere på muligt atomangreb
Nordkorea afprøvede i sidste uge sit hidtil mest avancerede missil. Missilet kunne med Nordkoreas ord nå alle dele af USA's fastland. Her ses Kim Jong-un, der ofte mundhugges med USA's Donald Trump. Foto: ritzau/AP
ritzau/AP
På dagen, hvor USA's bombefly indtager koreansk halvø under øvelse, trykker kinesisk avis overlevelsesmanual.
Den statslige avis i den nordøstlige, kinesiske by Jilin har onsdag publiceret en side med råd til, hvordan man som borger skal beskytte sig mod et atomangreb.
Kina har åbent udtrykt bekymring over Nordkoreas atomprogram. Landet har også bedt USA og Sydkorea om at droppe provokationer mod Kim Jong-uns styre.
Onsdag er også dagen, hvor amerikanske bombefly vil flyve over den koreanske halvø som en del af de storstilede, militære øvelser med Sydkorea.
Nordkorea har advaret om, at øvelserne kan bringe den koreanske halvø "på randen af krig".
Artiklen i dagbladet Jilin nævner ikke Nordkorea som en mulig bagmand for et atomangreb.
I stedet beskriver avisen, hvordan angreb med atomvåben afviger fra traditionelle bomber. Desuden instruerer den folk i, hvordan de skal beskytte sig selv i tilfælde af atomkrig.
Artiklen forklarer, at atomvåben kan forårsage ødelæggelse i fem stadier.
Først kan de ifølge artiklen gøre skade ved mindre doser af stråling.
Derefter kan trykbølgen ved en eksplosion gøre skade. Herefter følger det tidlige stadie af atomstråling, der bliver efterfulgt af atomare, elektromagnetiske impulser og radioaktiv forurening.
Ifølge artiklen dræber de første fire stadier nærmest på stedet.
Folk, der befinder sig udendørs under et atomangreb, skal derfor hoppe i en grøft, sø, flod eller lignende og dække alt hud med tøj med lyse farver for at undgå en hurtig død, fortæller artiklen.
Den er ledsaget af tegnede illustrationer, der viser, hvordan man skal gebærde sig, hvis man er blevet udsat for stråling.
Nordkorea afprøvede i sidste uge sit hidtil mest avancerede missil. Missilet kunne med Nordkoreas ord nå alle dele af USA's fastland.
USA's præsident, Donald Trump, har advaret Nordkorea om, at han vil ødelægge styret, hvis det truer USA med atomvåben.
Kina har flere gange nægtet, at militær indgriben er en mulighed over for Nordkoreas styre.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned