Konservative briter ser mulig redning i højere valgdeltagelse
Briterne stemmer torsdag ved parlamentsvalget. Det konservative regeringsparti ventes at gå meget tilbage. (Arkivfoto). Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
De britiske konservative kan få et bedre valg, end det ser ud til i meningsmålinger, siger partiet torsdag.
Storbritanniens konservative parti har torsdag sendt en mail ud til sine støtter, hvori partiet hævder at have observeret en højere valgdeltagelse end ventet.
Det skriver avisen The Telegraph.
Ifølge Det Konservative Parti kan det betyde et bedre parlamentsvalg, end partiet står til i meningsmålinger.
- Vi får meldinger fra vores folk rundtomkring. Og jo flere meldinger vi får, jo mere ser det ud til, at vælgerdeltagelsen er højere end forventet.
- Det betyder, at vores chancer kan være langt bedre, end meningsmålingerne har lagt op til, står der i mailen.
Arbejderpartiet Labour ventes at blive valgets helt store vinder.
Det Konservative Parti, som i dag har regeringsmagten, ventes omvendt at gå meget tilbage.
Mailen er sendt ud torsdag eftermiddag fra partiets kampagnehovedkvarter, skriver The Telegraph.
Stemmestederne lukker i Storbritannien torsdag klokken 23 dansk tid.
En prognose fra analyseinstituttet Survation viste tirsdag, at Labour står til at vinde 484 ud af 650 pladser i det britiske parlaments underhus.
Langt værre ser det ud for de konservative, som ifølge prognosen risikerer kun at få 64 mandater.
Ved det seneste valg til parlamentet i 2019 fik Det Konservative 365 mandater.
Fra premierminister og konservativ leder Rishi Sunak lød det onsdag, at vælgerne måtte "redde Storbritannien" fra et stort flertal til Labour.
Han ville kæmpe til det sidste, sagde han også og omtalte sig selv som en "underdog".
Premierministeren stemte selv ved valget torsdag morgen. Lidt senere afgav hans konkurrent, Labour-lederen Keir Starmer, sin stemme.
Får hans parti det fremragende valg, der er spået i meningsmålingerne, står han til at blive landets næste premierminister.
Når briterne går til valg til parlamentet, afholdes det som flertalsvalg i enkeltmandskredse.
Hvert af de 650 mandater er valgt i hver sin kreds.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned