Kontroversielle Geert Wilders' hollandske parti i krise
Foto: Cris Toala Olivares /Scanpix
Cris Toala Olivares /Scanpix
Politikeren Geert Wilders er blevet kendt i Holland og resten af verden for sine kontroversielle og markante anti-islamistiske udmeldinger.
Det har givet ham massiv opbakning hos de hollandske vælgere, men efter en tale i Haag i forbindelse med det hollandske kommunalvalg er både han og hans Frihedsparti (PVV) kommet i krise, skriver det hollandske medie nu.nl.
I løbet af talen spurgte han tilhørerne, om de ville have flere eller færre marokkanere. Samstemmende råbte publikum: "Færre! Færre! Færre!"
- Det skal vi nok sørge for, svarede Geert Wilders.
Den kommentar har sendt partiet i knæ.
Flere prominente partimedlemmer har vendt Frihedspartiet ryggen. Det gælder blandt andre Roland van Vliet og Joram van Klaveren, der begge er medlemmer af det hollandske parlament.
Også Laurence Stassen har annonceret, at hun trækker sig fra posten som leder af Frihedspartiet i EU-Parlamentet.
- Jeg beklager dybt, at jeg er nødt til at træffe denne beslutning, men at blive i denne position er ikke en mulighed efter de udsagn. Jeg trækker mig omgående som formand for partiet i EU-Parlamentet, sagde hun i en erklæring.
Hun stiller nu op til EU-parlamentsvalget i maj som uafhængigt medlem.
I de områder af Holland, hvor den højreorienterede Geert Wilders og Frihedspartiet har stået stærkest, kan man også mærke efterskælv fra talen. Flere medlemmer af byråd har trukket sig fra partiet, mens andre stadig overvejer deres fremtid.
Otte ud af ni byrådsmedlemmer i kommunen Almere, der er partiets højborg, har taget afstand fra udtalelsen. I første omgang forlød det, at de alle meldte sig ud af partiet, men efter et døgn overvejelse har de valgt at forblive medlemmer.
Geert Wilders selv har endnu ikke kommenteret uroen i partiet.
Frihedspartiet er Hollands tredjestørste parti og er kendt for at være kritiske over for islam og muslimer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned