Krav om militær intervention i Vestafrika

Vestafrikanske ledere er blevet enige om at bede FN om et mandat til en militær intervention for at afslutte krisen i det vestafrikanske land Elfenbenskysten, der trues af en ny borgerkrig.

- Lederne er blevet enige om, at de vil bede FN om et mandat for en militær intervention, som en sidste udvej, siger James Victor Gbeho, der er præsident for den vestafrikanske samarbejdsorganisation Ecowas' Kommission.

Det fremgik ikke umiddelbart af hans udtalelser, hvorvidt de beder om et mandat for de fredsbevarende styrker fra FN, der allerede er i landet, eller om muligheden for, at Ecowas sender soldater til landet.

Omkring 400 mennesker er blevet dræbt, og hundredtusinder er blevet fordrevet fra deres hjem i Elfenbenskysten, siden det omstridte præsidentvalg i fjor, hvor to personer gør krav på præsidentposten.

Elfenbenskystens hidtidige præsident, Laurent Gbagbo, nægter at træde tilbage. Samtidig er udfordreren, Alassane Outtara, blevet anerkendt som landets retmæssige præsident af både FN og Den Afrikanske Union (AU).

Gbagbos lejr har beskyldt udenlandske stater for at blande sig i Elfenbenskystens interne anliggender. Både USA og E har indført sanktioner mod Gbagbo.

Men i lyset af de folkelige oprør i Mellemøsten og Nordafrika, der får en masse opmærksomhed i øjeblikket, vurderer diplomater, at det er de vestafrikanske lande, særlig Nigeria, der har en plads i FN's Sikkerhedsråd, der selv skal gå i spidsen for at kræve et FN-mandat for en militær intervention i Elfenbenskysten, som er verdens største producent af kakao.

/ritzau/Reuters

Vestafrikanske lande vil have FN til at give mandat til militær intervention i Elfenbenskysten.

Offentliggjort Sidst opdateret