Krigen har taget barndommen fra en generation i det østlige Ukraine

Teenageren Yegor øver sig med sit rockband i en lejlighed nær Slovjansk. Han fortæller, at musikken hjælper ham væk fra de tanker, der ellers plager ham under krigen. Foto: Tetiana Dzhafarova/Ritzau Scanpix

I ti år har krigen været hverdag i det østlige Ukraine. De unge teenagere har mistet barndommen til død, ødelæggelse og onlineundervisning.

Offentliggjort Sidst opdateret

En kraftig eksplosion får ruderne til at ryste i et kommunalt center i Slovjansk i det østlige Ukraine.

Her sidder en gruppe teenagere. De bliver siddende trods eksplosionen.

- Det er en glidebombe, konstaterer den 15-årige Bogdan uden at kigge op.

Det er godt tre år siden, at Rusland den 24. februar 2022 gik til angreb på Ukraine, og Bogdan kan som de andre med lethed kende de forskellige våben fra hinanden.

De våben, som russerne bruger til at rive industribyen Slovjansk fra hinanden.

Teenagerne er samlet i et lokale, der kaldes Drømmecentret. Her kan de mødes og snakke sammen. Der er ældre teenagere og voksne, som de kan vende deres problemer med.

Meget af snakken handler om, hvordan krig i årevis har påvirket dem.

- Vi er ikke teenagere mere, siger Bogdan.

- Jeg ville gerne føle mig som et barn bare i et øjeblik. Men det er umuligt nu, påpeger den 14-årige Anna.

Slovjansk er ukrainsk. Men byen ligger i Donetsk-området, som Rusland har annekteret. Det er ikke anerkendt internationalt.

Her har været krig længe.

Tilbage i 2014 støttede Kreml pro-russiske separatister, der i det østlige Ukraine gik til angreb på en række ukrainske byer, herunder Slovjansk, som dengang havde 100.000 indbyggere.

Konflikten fortsatte og blev kaldt en frossen konflikt indtil Ruslands storangreb i 2022.

Så teenagerne har haft krig inde på livet i over ti år nu.

Drømmecentret er en klub i Slovjansk, hvor de unge mødes, og hvor de kan tale med ældre om situationen. Foto: Tetiana Dzhafarova/Ritzau Scanpix

Bogdan fortæller, at han husker separatisterne og "mænd med sorte hætter", der kontrollerede byen i tre måneder. Så kom Ukraines hær og smed dem ud.

Årene med krig har vendt op og ned på livet i Slovjansk. Mange er dræbt, endnu flere er flygtet, og planlægning er stort set umuligt.

- At vågne op i morgen, svarer teenageren Anna på et spørgsmål om, hvad hun håber for fremtiden.

- For i mit land ved man ikke, om man vågner op i morgen, tilføjer hun.

Sofia på 14 drømmer om at flytte til USA. Så vil hun blive adskilt fra Rusland af "et stort og dejligt hav".

I øjeblikket er Ruslands militær blot omkring ti kilometer fra Slovjansk, og russerne rykker frem over hele fronten.

Den 53-årige Yevgeniia Alfimova har oprettet Drømmecentret. Hun er ked af, at de unge har mistet barndommen til krig.

Den 15-årige Bogdan taler med jævnaldrende i Drømmecentret. Foto: Tetiana Dzhafarova/Ritzau Scanpix

Men hun er fuld af beundring for de unges modenhed og den frihed, de har, når man sammenligner med hendes egen barndom og ungdom i det daværende Sovjetunionen, som Ukraine var en del af.

- De er anderledes end os. Vi kan ikke sætte dem i bur.

Den årelange krig har efterladt Slovjansk med store ødelæggelser. Omkring halvdelen af de mennesker, der boede der inden krigen, er rejst.

Byens myndigheder siger, at omkring 5500 børn i byen undervises online, sådan som det også sker for andre børn i krigszonerne.

Bogdan siger, at han tager kurser i førstehjælp og i kamp med kniv.

- Fronten er ikke langt væk. Vi må være klar, siger han.

Når tiden og situationen er til det, mødes han med nogle venner i en lejlighed for at spille rock. De har lavet et band. Det letter på stemningen "at lade sig flyde med af musikken".

Tre venner midt i krigen i det østlige Ukraine. De holder en pause, mens de øver sig på at spille rock i en lejlighed ved Slovjansk. Fra venstre er det Bogdan, Yegor og Vladik. Foto: Tetiana Dzhafarova/Ritzau Scanpix

Det hjælper med at overdøve tanker om krigen, forklarer han.

/ritzau/

Fem punkter om Slovjansk

* Grundlagt i 1676. Fik sit nuværende navn i 1794.

* Byen ligger i Donetsk i det østlige Ukraine. Rusland annekterede i 2022 området og regner altså Slovjansk og Donetsk for en del af Rusland. Det er ikke internationalt anerkendt. Rusland kontrollerer ikke Slovjansk.

* I området er der fundet gravsteder, som er 4000 år gamle, fra bronzealderen.

* Inden krigen var byen kendt for blandt andet kulminer og forskellige mineraler og mudder, der blev brugt til helse. Der var også industriproduktion.

* Inden krigen havde Slovjansk omkring 100.000 indbyggere. Nu er der omkring 50.000.

Kilder: Britannica, ukrainetrek.com, AFP.

/ritzau/

Hverdag i Slovjansk. Butikker er blevet ramt af en bombe, og butiksindehaverne er i gang med at bjærge deres varer. Billedet er fra februar i år. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
På treårsdagen for Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar i år kom endnu et angreb på Slovjansk. Det gik blandt andet ud over denne bil, som bilens ejer forsøger at flytte. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Indkøb i en krigszone. Mange butikker er ødelagte, men der er lokale markeder. På det her marked kan man for eksempel købe fisk. (Arkivfoto). Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu