Kvindelig jihadist dræber 13 foran spisested i Nigeria
Informationsminister Lai Mohammed fra Nigeria forklarede i september, at Boko Haram er på retur. Søndag fandt det dødeligste angreb i en måned sted. Foto: /ritzau/AP/Kirsty Wigglesworth
/ritzau/AP/Kirsty Wigglesworth
I den nordøstlige by Maiduguri i Nigeria har bombe taget livet af 13 personer søndag aften.
En kvindelig selvmordsbomber har dræbt 13 personer i den nordøstlige nigerianske by Maiduguri søndag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Yderligere 16 personer er blevet såret i to andre angreb i byen, som også blev gennemført af kvindelige selvmordsbombere.
Angrebene fandt sted søndag aften. Der er tale om det højeste dødstal efter sådan et angreb i mere end en måned.
Den første bombe, som dræbte 13 personer, gik af klokken 21.45 i byområdet Muna Garage, hvor der blandt andet er en lejr for internt fordrevne personer, der er flygtet fra den islamistiske gruppe Boko Haram.
Kvinden detonerede sit bombebælte foran en lille restaurant, hvor folk stod i kø for at betale for deres mad, siger en kilde i militæret til AFP.
Maiduguri ligger i Borno-delstaten, der ofte har været hårdt ramt af selvmordsbombere.
Alene siden 1. juni er over 200 mennesker dræbt i sådanne angreb, viser en opgørelse fra nyhedsbureauet Reuters.
Boko Haram menes at stå bag angrebene. Det er ikke usædvanligt, at gruppen bruger kvinder og børn i selvmordsangreb.
I de seneste otte år har gruppen dræbt over 20.000 mennesker i sin kamp for en islamistisk stat i det nordlige Nigeria.
Desuden er 2,6 millioner blevet drevet på flugt siden 2009.
Fredag advarede FN mod, at angreb mod civile "fortsat er en stor bekymring". FN nævnte blandt andet risikoen for selvmordsangreb nær ved flygtningelejrene som en kilde til bekymring.
Kampen mod Boko Haram har stået på i ni år.
Selv om den nigerianske regering og det nigerianske militær gentagne gange har sagt, at kampen stort set er vundet, fortsætter angrebene.
Så sent som i september sagde informationsminister Lai Mohammed, at Boko Haram var på retur.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned