Leder af valgkommission i Moskva udsat for angreb

Demonstration i Moskva den 20. juli, efter at myndighederne havde afvist at lade en række uafhængige kandidater stille op ved et regionalvalg søndag. Foto: Maxim Zmeyev/Ritzau Scanpix

Maskeret mand brød ind hos leder af Ruslands valgkommission og gav hende gentagne gange stød med strømpistol.

Offentliggjort Sidst opdateret

En maskeret mand brød tidligt fredag morgen ind hos Ella Pamfilova, som leder Ruslands centrale valgkommission.

Hun fik gentagne gange stød med en strømpistol, oplyser Ruslands ministerium for interne anliggender.

Angrebet sker, to dage før russerne går til regionalvalg - også i Moskva.

- Den maskerede overfaldsmand trængte ind gennem et vindue og nåede op på husets terrasse, hvor han gentagne gange anvendte en strømpistol mod Pamfilova og derpå flygtede, hedder det i meddelelsen fra ministeriet.

Indenrigsministeriets talskvinde, Irina Volk, siger til det russiske nyhedsbureau Tass, at huset ligger i byområdet Istra uden for Moskva.

Volk siger, at der er indledt en efterforskning af angrebet, hvor detektiver går efter at "få identificeret, lokaliseret og tilbageholdt de personer, der er involveret i angrebet".

Det regionale valg har udløst flere ugers demonstrationer i Moskva, efter Pamfilova og hendes kolleger afviste at registrere en række kandidater, som var for oppositionen.

Ifølge valgkommissionen havde de afviste kandidater ikke indsamlet tilstrækkeligt med gyldige underskrifter til at deltage i søndagens valg. De afviste kandidater afviser disse beskyldninger.

Russiske nyhedsbureauer skriver, at Pamfilova øjensynligt er uskadt efter angrebet, og at hun vil deltage i en konference i Moskva fredag.

Politiet har tidligere kortvarigt tilbageholdt over 2000 demonstranter efter en aktion rettet mod valgkommissionen.