Lene Espersen: Holbrooke var en ener

Udenrigsmininster Lene Espersen (K) beklager USA's særlige Afghanistan- og Pakistan-udsending, Richard Holbrookes, pludselige død.

- Richard Holbrooke var en ener. Med hans død har vores arbejde i Afghanitan og Pakistan lidt et tab. Og kredsen af særlige repræsentanter for Afghanistan og Pakistan har mistet dets naturlige leder, siger den danske udenrigsminister til Ritzau fra New Delhi, Indien, hvor hun er på rejse.

Den 69-årige Holbrooke blev hospitalsindlagt i fredags med en sprængt blodåre.

Det var efter, at han var faldet om i det amerikanske udenrigsministerium. Han gennemgik en operation lørdag, men hans liv stod altså ikke til at redde. Han døde natten til tirsdag dansk tid.

Ifølge Lene Espersen var han i særklasse som diplomat.

- Richard Holbrooke lod bestemt ikke altid det traditionelle diplomati stå i vejen for de løsninger, som han utrætteligt søgte. Men der var aldrig nogen, der betvivlede hans dedikation, utrættelighed og målrettethed, siger hun og tilføjer:

- I dag hylder vi hans indsats, der også på Balkan har betydet så meget for så mange mennesker, og vores tanker går til hans familie.

Holbrookes cv tæller blandt andet poster som ambassadør i FN og i Tyskland. Han er desuden den eneste person, der har haft posten som viceudenrigsminister med ansvaret for to forskellige regioner - Asien og Europa.

Ikke mindst er det blevet til syv nomineringer til Nobels fredspris for topdiplomaten, hvis død har givet genlyd verden over.

/ritzau/

Den danske udenrigsminister hylder den amerikanske topdiplomat Richard Holbrooke, der døde i nat dansk tid.

Offentliggjort Sidst opdateret