Lesothos regeringschef flygter fra sit militær
Lesothos premierminister Thomas Thabane - på flugt. Foto: Stan Honda/AP/POLFOTO
Stan Honda/AP/POLFOTO
Premierministeren i Lesotho flygter til Sydafrika og beskylder militæret for kup. Militæret benægter.
Thomas Thabane, premierminister i Lesotho i det sydlige Afrika, er flygtet fra sit land og opholder sig ifølge egne oplysninger nu i Sydafrika.
Han beskylder sit eget militær for at have taget magten.
- Det er et militærkup, for det er anført af militæret. Og militæret har ikke fået instruktioner fra den øverstkommanderende, som er mig, siger han til den sydafrikanske tv-station Enca per telefon.
Imidlertid er der nogen mystik om begivenhederne i det lille bjergrige land, for militæret afviser at være involveret i noget kup.
En militærtalsmand siger ifølge nyhedsbureauet AFP til sydafrikansk tv, at militæret med sin aktion vil afvæbne politiet, som skulle være i gang med forberedelserne til at bevæbne nogle politiske partier.
Dramatikken begyndte tidligt lørdag, da der blev hørt skyderi i hovedstaden Maseru.
- De væbnede styrker, specialstyrkerne i Lesotho, har indtaget politiets hovedkvarter, sagde sportsminister Thesele Maseribane til AFP.
- Klokken fire denne morgen kørte de rundt omkring premierministerens bolig og min bolig. Der har været affyret våben siden klokken fire. De har blokeret telefoner, de har blokeret alt, sagde ministeren.
- Kommandøren sagde, at han ledte efter mig, premierministeren og vicepremierministeren for at bringe os til kongen. I vores land betyder det et kup, som han forklarede.
Der har været politiske spændinger i Lesotho siden juni, da premierministeren suspenderede landets parlament for at afværge en afstemning om mistillid efter uro i den siddende regering.
Siden uafhængigheden 1966 har regeringer i Lesotho, der geografisk er omringet af Sydafrika på alle sider, været udsat for en række militærkup.
Landet har omkring to millioner indbyggere.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie