Liberias opposition trækker sig fra valg

En række oppositionspartier i det lille vestafrikanske land Liberia har meddelt, at de vil trække sig ud af præsidentvalget, som de mener er præget af snyd.

De afviser at acceptere de foreløbige resultater, der viser, at den siddende præsident, nobelprisvinder Ellen Johnson Sirleaf, fører.

- Vi trækker os fra processen, for den er ikke demokratisk, og der er meget svindel, siger en kilde i oppositionen efter tirsdagens valg, hvor vælgerne også skulle vælge nye parlamentsmedlemmer og senatorer.

Erklæringen er underskrevet af repræsentanter for otte partier, herunder også de to partier, hvis præsidentkandidater ligger nummer to og tre i optællingen.

Partierne hævder, at de har fotos og vidner, der kan bekræfte beskyldningerne om valgfusk, skriver BBC.

Sikkerhedskilder siger til nyhedsbureauet AFP, at Liberias grænser er blevet lukket i kølvandet på oppositionens anklager om snyd.

Valgkommissionen afviser beskyldningerne og siger, at valget er gået rigtigt for sig.

- Alle partierne deltog i valget. Optællingen har fundet sted, og både lokalbefolkningen og de internationale observatører har erklæret processen fri, retfærdig og åben, siger James Fromayah fra valgkommissionen.

Observatører fra Carter Center har opfordret Liberias partier til ikke at udtale sig om resultatet, før optællingen af stemmer er færdig.

Lørdag var stemmesedlerne fra mere end halvdelen af valgstederne talt op. Ellen Johnson Sirleaf fører med 45,2 procent, mens eksdiplomaten Winston Tubman er nummer to med 29,5 procent og den tidligere krigsherre Prince Johnson er nummer tre med 11,4 procent.

Hvis tendensen holder, får præsident Sirleaf ikke tilstrækkeligt med stemmer til at kunne undgå en anden valgrunde.

Valget, der ifølge iagttagere har stor betydning for at styrke den skrøbelige fred, som foreløbig har varet otte år, er ellers blevet betegnet som fredeligt af observatører fra FN og Den Afrikanske Union.

/ritzau/AFP

Liberias opposition klager over snyd med stemmeoptælling til fordel for præsident Ellen Johnson Sirleaf.

Offentliggjort Sidst opdateret