Muammar Gaddafis regering i Libyen vil have kampene mellem regeringsstyrker og oprørere standset.
Det siger den libyske viceudenrigsminister, Abdelati Obeidi, der søndag aften var i den græske hovedstad, Athen.
Her mødtes libyeren med Grækenlands premierminister, George Papandreou.
- Det ser ud til, at de libyske myndigheder søger en løsning, sagde Grækenlands udenrigsminister, Dimitris Droutsas.
- Der skal seriøse bestræbelser til for at skabe fred og stabilitet i regionen, tilføjede han. Obeid sagde, at han fra Athen vil rejse videre til Tyrkiet og Malta.
I Libyen er mange civile på flugt. Et tyrkisk skib er sejlet ind til den belejrede by Misrata, hvor cirka 250 sårede måtte af sted i en fart, mens folkemængden stimler sammen på kajen for at slippe væk.
- Det er en virkelig svær situation. Vi var nødt til at tage tidligt af sted, siger den tyrkiske konsul Ali Akin, efter skibet gjorde stop i oprørernes højborg Benghazi for at samle flere sårede op.
Tyrkiets udenrigsminister beordrede skibet til at sejle ind i havnen i Misrata, efter det havde brugt fire dage på at vente på tilladelse til at lægge til kajs.
Skibet havde dække fra ti tyrkiske F16-jagerfly og to fregatter på sin mission.
Kampene mellem Muammar Gaddafis tropper og den libyske oprørsbevægelse er i øjeblikket centreret omkring området Brega.
Den tidligere libyske udenrigsminister Ali Treiki hoppede som den seneste libyske toppolitiker af søndag. Han følger i fodsporene på den afhoppede udenrigsminister Mussa Kussa.
Søndag var der meldinger om, at en britisk delegation er i Libyen for at tale med oprørerne i Benghazi. Briterne arbejder sammen med gruppens hovedpersoner og forsøger at fastlægge dens målsætninger.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned