Lidegaard skal møde Kerry: Vi må stå sammen mod Rusland
Konflikten i Ukraine bliver værre dag og dag, og USA og EU er derfor nødt til at stå sammen og lægge et fælles pres på Rusland, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R).
Han er på sin første officielle rejse i USA, og onsdag skal han blandt andet drøfte krisen i Ukraine med sin amerikanske kollega John Kerry.
Tirsdag mødtes han med senator John McCain - den mest markante stemme hos Republikanerne om udenrigspolitiske spørgsmål - og her var budskabet klart fra Lidegaard:
- Jeg synes, at det er utroligt vigtigt, at USA og EU kan blive ved med at stå sammen og levere de samme signaler. Det er af afgørende betydning at have et fælles pres i forhold til Rusland og ikke vise splittelse, siger Martin Lidegaard til Ritzau.
- Det kræver noget fleksibilitet fra begge sider, fordi vi har forskellige sanktioner, men også forskellige lovgivninger, tilføjer udenrigsministeren.
Både EU og USA har indført flere sanktioner mod en række navngivne personer i både Rusland og Ukraine. Men der er stadig frustration over, at Washington afholder sig fra at indføre 100 procent sanktioner mod russisk energi, minedrift og finansielle sektorer, og at den statslige russiske energiproducent Gazprom ikke bliver ramt.
Den tidligere klima- og energiminister mener, at energisikkerhed er kernespørgsmålet i den langsigtede løsning af konflikten i Ukraine.
- Afhængigheden af fossile brændstoffer er alt, alt for høj for EU og har for store omkostninger - også sikkerhedspolitisk. Og der har vi brug for, at vi er enige om de løsninger, der ligger foran os, siger Martin Lidegaard.
Martin Lidegaard håber også på, at han får mulighed for at drøfte andre emner end Ukraine med John Kerry - heriblandt borgerkrigen i Syrien, arktisk politik samt klima- og energipolitik.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned