Liga venter med flere observatører

Det varer lidt endnu, før Den Arabiske Liga sender flere observatører til Syrien.

En embedsmand fra Ligaen siger, at det er besluttet at udskyde udsendelsen af flere observatører, fordi en observatørgruppe blev angrebet i den syriske kystby Latakia.

Det skete i mandags, da tre observatører, to fra Kuwait og en fra De Forenede Arabiske Emirater, blev lettere såret.

Det skete angiveligt, da demonstranter smadrede ruderne på deres bil.

Demonstranter og talsmænd fra oppositionen har kritiseret observatørerne for at være for passive og for at lade sig tage ved næsen af præsident Bashar Assad-regimet.

- Der er en forsinkelse i udsendelsen af observatører, som vi tidligere har annonceret ville rejse til Damaskus i slutningen af ugen.

- Vi venter på flere oplysninger om situationen efter angrebet på observatører i Latakia, siger Adnan al-Khodeir, leder af observatøroperationerne i Kairo, Egypten, hvor Ligaens hovedkvarter er.

I øjeblikket er der 165 observatører i landet, men det var meningen, at yderligere 35 skulle af sted om nogle dage.

Der har været blodig uro og vold i Syrien siden marts, da demonstranter begyndte at gå på gaderne med krav om reformer.

Der er ikke kommet reformer. Til gengæld har styret sat sikkerhedsstyrker ind mod demonstranterne, og FN siger, at flere end 5000 mennesker er dræbt siden marts.

/ritzau/Reuters

Den Arabiske Liga udskyder afsendelse af flere observatører til Syrien efter angreb på observatører i Latakia.

Offentliggjort Sidst opdateret