Lille østat skaber historie i FN: Episk sejr for klimaretfærdigheden

Vanuatus premierminister, Ishmael Kalsakau, tror, at beslutningen vil have en positiv indflydelse i kampen mod klimaforandringer. Foto: Eduardo Munoz/Reuters

Den Internationale Domstol skal give en vejledende udtalelse om klimaforpligtelser. Det vil bidrage til modigere og stærkere klimahandling, mener FN-chef.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jublen var stor, da der ved FN's Generalforsamling onsdag blev taget, hvad der beskrives som et afgørende skridt for klimaet.

Den lille østat Vanuatu, hvis fremtid er truet af klimaforandringer, har i årevis presset på. Og onsdag kom beslutningen.

Ved FN's Generalforsamling stemte et flertal for, at FN's øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ), skal definere, hvilke forpligtelser lande har til at bekæmpe klimaforandringer.

Den skal også sige, hvilke konsekvenser det har, hvis man ikke lever op til forpligtelserne.

Forhåbningen er, at det vil øge presset på de mest forurenende lande. For de gør ikke nok for at bekæmpe klimaforandringer.

- I fællesskab har I skabt historie, lød det fra FN's generalsekretær, António Guterres.

Han understregede, at det er et vigtigt skridt. Også selv om en vejledende udtalelse fra ICJ ikke vil være bindende for medlemslandene.

- Det vil hjælpe FN's Generalforsamling, FN og medlemsstaterne med at sørge for modigere og stærkere klimahandling, som vores verden i så desperat grad har brug for, sagde han ifølge AFP.

Mere end 130 medlemsstater endte med at bakke op om beslutningen.

Det var på forhånd ventet, at forslaget ville blive godkendt. Ikke desto mindre var der lettelse at spore hos Vanuatus premierminister, Ishmael Kalsakau.

- I dag har vi været vidne til en sejr for klimaretfærdigheden af episk størrelse, sagde han ifølge AFP.

Vanuatu, som blev hærget af to kraftfulde cykloner tidligere denne måned, har kæmpet for beslutningen siden 2021.

Regeringen gik ind i sagen, efter at et netværk af studerende på udsatte øgrupper siden 2019 havde presset på.

Vanuatu har været i spidsen for en gruppe af 18 lande i kampen om at få beslutningen igennem.

- Det vil have en kraftfuld og positiv indflydelse på, hvordan vi håndterer klimaforandringer og beskytter nuværende og fremtidige generation, lød det videre Kalsakau.

- Sammen sender vi et klart og tydeligt budskab - ikke kun til verden, men også til fremtiden - om, at på denne dag besluttede folk i FN og regeringer at sætte deres uenigheder til side for at tackle vor tids store udfordring.

En vejledende udtalelse fra ICJ ventes om halvandet til to år.

Selv om den ikke er bindende, så vejer ICJ's mening tungt både juridisk og moralsk set. Nationale domstole skeler ofte til, hvad ICJ har sagt om en given sag.

ICJ's holdning kan få afgørende betydning i de mange klimarelaterede søgsmål, der venter på afgørelse rundtom i verden. Ifølge Reuters er der op mod 2000 af slagsen verden over.

Det kan for eksempel være, når klimaaktivister har sagsøgt regeringer for klimanøl.

Diplomater fra Vanuatu prøvede onsdagen igennem at få verdens to største CO2-udledere, Kina og USA, til at støtte forslaget. Landene endte med hverken at stemme for eller imod.

Over 130 lande støttede forslaget fra Vanuatu om, at Den Internationale Domstol skal definere, hvilke klimaforpligtelser lande har. Verdens to største CO2-udledere, Kina og USA, støttede ikke forslaget. Foto: Eduardo Munoz/Reuters

- Vi mener, at diplomati - ikke en international juridisk proces - er den mest effektive vej frem for at øge den globale indsats mod klimakrisen, sagde en repræsentant fra præsident Joe Bidens administration til Reuters.

/ritzau/

Historien kort

* Idéen om at få FN's øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ), til at komme med en vejledende udtalelse i forhold til klimaforpligtelser opstod i et klasseværelse på en ø i Stillehavet i 2019.

* Specifikt menes idéen at være opstået hos jurastuderende på et universitet i Fiji.

* Siden har studerende fra stillehavsøer kæmpet for at få FN's lande til at bede ICJ om en meningstilkendegivelse.

* I 2021 greb den lille østat Vanuata med godt 300.000 indbyggere faklen og har siden forsøgt at få FN's medlemslande til at støtte forslaget.

* Over 130 medlemslande støttede forslaget onsdag, og ICJ ventes at give sin mening til kende om halvandet til to år. Den er ikke bindende, men vejer tungt.

* Verdens to største CO2-udledere, Kina og USA, stemte hverken for eller imod.

Kilder: AFP og Reuters.

/ritzau/

Den lille østat Vanuatu er meget sårbar over for klimaforandringer. To gange inden for den seneste måned er øen blevet hærget af cykloner. Øen risikerer at forsvinde i fremtiden, hvis vandstandene stiger for meget. (Arkivfoto). Foto: Devmode/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu