Lynnedslag dræber flere under voldsom monsun i Bangladesh
Ifølge eksperter har klimaforandringer betydet, at oversvømmelser bliver både mere hyppige, voldsomme og uforudsigelige. Foto: Abdul Goni/Ritzau Scanpix
25 er døde, og over fire millioner er tvunget fra deres hjem på grund af monsun i lavtliggende Bangladesh.
Det sydasiatiske land Bangladesh er blevet ramt af voldsom monsunregn, der har oversvømmet store områder, dræbt flere og fordrevet millioner.
Mindst 25 personer meldes omkommet den seneste uges tid.
21 af dem - herunder tre børn - skal være blevet dræbt som følge af lynnedslag. Det oplyser embedsfolk fra politiet til nyhedsbureauet AFP.
Derudover er fire døde, efter at et jordskred ramte deres hjem.
Oversvømmelser er ikke et usædvanligt problem i det lavtliggende Bangladesh. Ifølge eksperter har klimaforandringer dog betydet, at de bliver både mere hyppige, voldsomme og uforudsigelige.
Over fire millioner personer er blevet fordrevet fra deres hjem under oversvømmelserne. Blandt dem er Asma Akter, som AFP har talt med:
- Vandstanden steg så hurtigt, at vi ikke kunne tage nogen af vores ting med. Hvordan kan man lave mad, når alt ligger under vand?
Kvinden siger, at hun og hendes familie ikke har fået noget at spise i to døgn.
Flere skoler er blevet omdannet til tilflugtssteder rundt om i Bangladesh.
- Hele landsbyen lå under vand tidligt fredag, og vi var alle sammen strandede, siger 23-årige Lokman, der bor i kystbyen Companyganj.
- Efter at have ventet hele dagen på taget af vores hjem, var der en nabo, der reddede os i en hjemmelavet båd. Min mor siger, at hun aldrig har set lignende oversvømmelser, lyder det.
Oversvømmelserne er blevet værre lørdag morgen, siger Mosharraf Hossain. Han er administrationschef i Sylhet-regionen i det nordøstlige Bangladesh.
- Situationen er slem. Over fire millioner er strandet på grund af oversvømmelserne, lyder det fra Mosharraf Hossain ifølge AFP.
Han tilføjer, at stort set hele Sylhet-regionen er uden strøm.
Bangladesh ligger øst for Indien og har omkring 165 millioner indbyggere.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie