Macron: Fred og ro skal hurtigst muligt tilbage i Ny Kaledonien
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, taler til fremmødt presse, efter at han er ankommet til lufthavnen i Ny Kaledoniens hovedstad, Noumea. Foto: Ludovic Marin/Reuters
Emmanuel Macron er kommet til Ny Kaledonien, hvor han vil "stå ved befolkningens side" for fred, lyder det.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er torsdag morgen lokal tid landet i Noumea, som er Ny Kaledoniens hovedstad. Han besøger landet i et forsøg på at få styr på omfattende uro.
Han håber, at der "så hurtigt som muligt" igen vil komme fred og sikkerhed til det franske oversøiske territorie, som ligger i den sydvestlige del af Stillehavet.
- Mit mål er at stå ved befolkningens side, så vi så hurtigt som muligt kan få fred, ro og sikkerhed tilbage, siger præsidenten i lufthavnen efter sin ankomst.
De 3000 sikkerhedsstyrker - blandt andet soldater, politi og andre former for forstærkninger - som er blevet fordelt på øgruppen for at slå ned på vold og protester, skal blive, "så længe som nødvendigt", siger han.
Tirsdag gik Macron om bord på præsidentflyet for at flyve de omkring 17.000 kilometer fra Frankrig til Ny Kaledonien.
Under besøget, der ventes at vare omkring 12 timer, vil Macron blandt andet oprette en arbejdsgruppe, der skal håndtere krisen.
- Vi vil håndtere de mest følsomme politiske spørgsmål for at drøfte Ny Kaledoniens fremtid, lyder det videre fra præsidenten ifølge Reuters.
Oprøret i territoriet har været det mest voldsomme i fire årtier og er udløst af, at Frankrig har planer om at give tusindvis af personer, som ikke tilhører Ny Kaledoniens oprindelige befolkning, ret til at stemme ved lokalvalg.
Den oprindelige befolkning i Ny Kaledonien, kanakkerne, siger, at det vil udvande betydningen af befolkningsgruppens stemmer.
I gaderne kan der blandt andet ses udbrændte biler, butikker og skoler.
Forud for Macrons ankomst sagde øgruppens parti FLNKS, der argumenterer for uafhængighed for Ny Kaledonien, at der ville blive lavet vejblokader og "velkomstkomitéer" til modtagelsen af præsidenten.
Det vil ske med støtte fra den aktivistiske gruppe CCAT, som står bag protesterne mod stemmeretsreformen.
Det fremgår ikke, præcis partiet mener med "velkomstkomitéer".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned