Macron kræver hurtigt og markant svar på USA's statsstøtte

EU skal handle hurtigt og markant for at give et modsvar til USA's statsstøtte via den omstridte Inflation Reduction Act. Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på vej ind til EU-topmøde i Bruxelles torsdag. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Europa kan ikke sidde på hænderne, når USA pumper milliarder ind i amerikanske virksomheder, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU skal komme med et "hurtigt og markant" svar på USA's udskældte klimapakke Inflation Reduction Act. Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på vej ind til EU-topmøde i Bruxelles torsdag.

Her er forholdet til USA et af punkterne, som de 27 EU-landes stats- og regeringsledere skal diskutere.

- Vi skal komme med et meget stærkt svar. Vi skal styrke vores industrielle base, og vi skal forblive konkurrencedygtige, siger Emmanuel Macron.

Topmødeteksten ventes dog ikke direkte at berøre den omstridte Inflation Reduction Act (IRA). Men den kan næppe undgå at blive et omdrejningspunkt for EU-ledernes diskussion torsdag om det transatlantiske forhold.

Den amerikanske lov bærer samme forkortelse som den irske paramilitære gruppe IRA og bliver i Bruxelles omtalt som næsten lige så destruktiv.

Pakken er på astronomiske 2600 milliarder danske kroner, og den truer ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, med at skævvride konkurrencen for europæiske virksomheder.

Derfor har hun foreslået tre indgreb, der skal styrke de europæiske virksomheders mulighed for at konkurrere med de amerikanske.

For det første skal EU's statsstøtteregler justeres, så europæiske virksomheder også kan få hurtigere og lettere adgang til støtte. EU-finansiering skal hjælpe EU-lande, der ikke har råd til statsstøtte. For det andet skal EU og USA arbejde sammen om at skaffe råvarer til grøn industri og derigennem dæmpe inflationen.

- Jeg synes, at brevet fra Ursula von der Leyen udstikker en rigtig god retning. Vi skal have en diskussion om det på stats- og regeringslederniveau, og min holdning er klar: Jeg mener, at vi skal reagere nu. Og det skal ske med styrke, siger Emmanuel Macron.

EU er i forhandlinger med USA om at reducere de - set med europæiske øjne - mest skadelige elementer i Inflation Reduction Act. Men det kan ikke stå alene, mener Macron.

- Vi skal tage diskussionen med USA. Men vi har også brug for hurtigt og markant at handle, siger Emmanuel Macron.

Målet med Inflation Reduction Act er at dæmpe inflationen og hjælpe med at indfri USA's mål om at halvere sine CO2-udledninger inden 2030.

Den målsætning støtter Ursula von der Leyen. Men hun mener, at den enorme statsstøtte i lovgivningen skaber et ulige konkurrenceforhold og kan forværre problemerne med forsyningskæder for europæiske virksomheder.

Hos Dansk Industri (DI) ønsker man en diplomatisk løsning på "benspændet" for de europæiske virksomheder. Det siger Thomas Bustrup, international direktør i Dansk Industri.

- Europæiske virksomheder, der ikke selv har produktion i USA, skal have adgang til de store amerikanske klimainvesteringer, præcis som amerikanske virksomheder kan byde ind på europæiske klimaprojekter. Det giver sig selv, siger Thomas Bustrup.

Derudover skal EU i højere grad fokusere på konkurrenceevnen for de europæiske virksomheder, mener DI.

- Hvis Europa skal fastholde den grønne førertrøje, er det ikke nok at opstille klimamål og indføre ny regulering. Vi skal have konkurrenceevnen med. Det kan vi ikke regulere os til, siger Thomas Bustrup.

Inflation Reduction Act blev vedtaget den 16. august i år.

/ritzau/