Macron lover stor milliardhjælp til Frankrigs bilindustri
Præsident Emmanuel Macron var iført mundbind, da han tirsdag besøgte billeverandøren Valeo i det nordlige Frankrig. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Den franske præsident er klar til at bruge omkring 60 milliarder kroner på den franske bilindustri.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har tirsdag præsenteret en hjælpepakke til en værdi af over otte milliarder euro - svarende til omkring 60 milliarder kroner - til den franske bilindustri.
Samtidig siger præsidenten, at selvkørende biler og elbiler skal udgøre en afgørende del af landets bilindustri i fremtiden.
De næste fem år skal Frankrig øge produktionen af netop den type biler med en million om året, lyder det.
- Vi har brug for et mål som motivation. Vi skal gøre Frankrig til Europas førende producent af rene biler, siger Macron.
For at nå målet om at blive førende inden for elbilindustrien vil Frankrig hæve en bonus, man får når man køber elbiler, til 7000 euro - svarende til over 52.000 kroner. Den bonus lyder i dag på 6000 euro - knap 45.000 kroner.
Præsident Macrons udmelding kommer efter et besøg tirsdag hos billeverandøren Valeo i det nordlige Frankrig.
Her fortalte han også om et planlagt statslån til bilgiganten Renault til en værdi af fem milliarder euro - 37 milliarder kroner. Lånet er dog ikke blevet underskrevet endnu, da de sidste aftaler stadig mangler at falde på plads.
Frankrigs bilindustri er blevet tvunget i knæ under coronakrisen. Det er derfor, at regeringen nu er klar med, hvad Macron kalder et "historisk" tiltag.
På verdensplan har Frankrig fjerdeflest døde med coronavirus. I alt har landet registreret 28.460 døde med coronavirus. Det er kun overgået af USA (98.371 døde), Storbritannien (37.130) og Italien (32.877).
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie