Malaysia Airlines-fly tvunget til at vende om
Passagererne på et fly fra det ulykkesramte Malaysia Airlines fik sig en forskrækkelse søndag, da flyet efter næsten en time i luften måtte skifte retning og vende tilbage til lufthavnen i Kuala Lumpur.
Det var et problem med trykket i kabinen, som fik piloten til at træffe beslutningen om at afbryde flyvningen til Tokyo, forklarer chefen for Malaysias luftfartsmyndigheder, Azharuddin Abdul Rahman.
- Der er ikke tale om noget større problem, siger han til AFP.
Malaysia Airlines har ikke selv kommenteret hændelsen. Netmediet Star Online skriver, at flyet havde været i luften i 50 minutter, da det blev tvunget til at returnere til Kuala Lumpur International Airport.
Passagererne er blevet overført til et andet fly.
Malaysias nationale luftfartsselskab havde indtil i år et godt omdømme som et sikkert selskab. Men de seneste seks måneder har Malaysia Airlines været på alles læber på grund af de to tragedier med MH370, der 8. marts forsvandt på vej fra Kuala Lumpur til Beijing i Kina, og derefter MH17, der blev skudt ned over Ukraine 17. juli. MH370 menes at være styrtet ned i Det Indiske Ocean.
Samtlige 537 passagerer og besætningsmedlemmer på de to fly omkom i ulykkerne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned