Mali hærges af plyndringer efter statskup

Den Afrikanske Union siger, at oprørerne har forsikret, at landets præsident, Amadou Toumani Toure, er i god behold.

Unionen har suspenderet Malis medlemskab, hvilket har efterladt landet i en usikker og anspændt situation i en region, der stadig lider under følgerne af oprøret i Libyen sidste år.

- Vi er blevet forsikret om, at præsidenten er i god behold og beskyttet af loyale soldater, siger en talsmand for Den Afrikanske Union efter et møde i unionens sikkerhedsråd i Addis Ababa.

- Præsidenten er stadig i landet. Meldingerne, vi får fra dem, der beskytter ham, er, at han befinder sig i nærheden af Bamako, siger talsmanden.

Der har svirret rygter om et modkup fra styrker, der er loyale over for præsidenten, og om, at Amadou Sanogo, der har ledet kuppet, skulle være blevet dræbt. Det er dog blevet afvist på statsligt tv.

- Vi kan forsikre om, at alt er i orden, Vi opfordrer jer til at fortsætte jeres dagligdag som normalt, lød det i en erklæring fra oprørslederne.

Sanogo dukkede senere op på tv, men det var uklart, hvornår optagelserne var lavet.

Oprørslederne er utilfredse med regeringens håndtering af et oprør ledet af nomader i den nordlige del af landet, der begyndte i januar. Men de ser ud til at være isolerede efter en bred koalition af partier har fordømt kuppet og opfodret til nyvalg.

Indbyggerne i Bamako siger, at plyndringerne har ført til en mangel på fødevarer og benzinpriserne er fordoblet i løbet af 24 timer.

- Jeg er chauffør, men der er ingen benzin til bilen. Jeg har ikke en gang benzin til min motorcykel, så jeg kan komme hjem, siger Youssouf Diawara, mens han sammen med andre bilister står i kø ved en tankstation.

/ritzau/Reuters

I Mali har oprørssoldater kapret biler og plyndret tankstationer i hovedstaden Bamako efter et statskup i det vestafrikanske land.

Offentliggjort Sidst opdateret