Målinger viser tæt løb mellem Macron og venstrefløjen
Præsident Emmanuel Macron var tidligere søndag ude at hilse på vælgere og kindkysse børn, da han stemte ved et valgsted i byen Le Touquet. Foto: Pool/Reuters
Præsident Macron og hans alliance vurderes at få mellem 255 og 295 pladser. Der skal 289 til at have flertal.
Den franske præsident Emmanuel Macrons centrumhøjre-alliance, Ensemble, og venstrefløjsalliancen Nupes ligger stort set lige i valgstedsmålinger efter første runde af Frankrigs parlamentsvalg søndag.
Det er endnu usikkert, om Macrons alliance kan bevare sit flertal.
En valgstedsmåling fra Ifop viser, at Nupes ser ud til at få 25,7 procent af stemmerne i første valgrunde.
Det er et lille nøk mere end Ensemble, der i samme måling ser ud til at få 25 procent.
I en prognose fra analyseinstituttet Ipsos står det endnu mere lige mellem de to alliancer. Her får de hver 25,2 procents opbakning.
Andelen af stemmer i første valgrunde er dog en noget usikker indikator for, hvem der i sidste ende sikrer et flertal.
Det bliver afgjort om en uge, søndag den 19. juni, hvor anden valgrunde finder sted.
Og her viser prognoserne, at præsidenten og hans alliance vil kunne sætte sig på betydeligt flere af de 577 pladser i det franske underhus, Nationalforsamlingen, end de politiske rivaler.
Det skyldes Frankrigs komplekse valgsystem. For at blive valgt til Nationalforsamlingen i første runde, skal en kandidat have halvdelen af stemmerne på dagen og opbakning fra mindst 25 procent af de stemmeberettigede i sin valgkreds.
Har ingen kandidater fra kredsen det, går de to kandidater med flest stemmer og andre kandidater, der har fået mere end 12,5 procent af stemmerne, videre til anden runde.
Ved anden runde er det kandidaten med flest stemmer, der vinder.
Ipsos vurderer, at Ensemble i sidste ende kan omsætte stemmerne til et sted mellem 255 og 295 pladser.
Der skal 289 pladser til at have et flertal.
Nupes - som venstrefløjspolitikeren Jean-Luc Mélenchon står i spidsen for - kan efter alt at dømme regne med mellem 150 og 190 pladser, viser samme beregning ifølge avisen Le Monde.
Mélenchon har samlet kommunister, socialister og grønne i sin alliance i et forsøg på at svække centrumhøjre. Og han glæder sig over resultatet, som han ser som et klart nederlag for Macron.
- Sandheden er, at præsidentens parti er blevet slået og vundet over i første valgrunde, siger han, efter at de første valgstedsmålinger er offentliggjort.
- Jeg opfordrer alle til at storme valgstederne næste søndag for én gang for alle at afvise Macron-flertallets katastrofale projekter, siger han.
Valgstedsmålingen fra første runde søndag viser også, at Marine Le Pen og hendes parti, National Samling, får 19,3 procent af stemmerne. Ifølge Ipsos-prognosen kan Le Pen regne med at få mellem 20 og 45 pladser.
Det var Le Pen, der i april var Macrons udfordrer ved præsidentvalget, hvor hun fik opbakning fra 42 procent af vælgerne mod 58 procent til Macron.
Ifølge Ipsos vil det konservative parti Republikanerne formentlig få mellem 50 og 80 pladser i Nationalforsamlingen.
Det var kun knap halvdelen af franskmændene, der søndag begav sig til valgstederne. Tal fra Ipsos viser, at 52,8 procent af vælgerne ikke stemte, skriver Le Monde.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Karin har fulgt brobyggeriet fra første parket: Søndag rykker folkefesten ind i Orehoved
Kirsten Sydendal i jubel over ø-planer: - Det er første gang, jeg ser ø-færgerne nævnt
Fra storbylivet i Shenzhen til Sydfalster: Claudia og Kun har forelsket sig i Væggerløse
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse