Malmø hærges af bilbrande: 70 biler i brand siden juli
Torsdag aften brød fem biler i brand forskellige steder i Malmø. Politiet kan ikke forklare hvorfor.
En bølge af bilbrande er skyllet ind over den sydsvenske by Malmø de seneste seks uger.
Siden 1. juli har der været ild i samlet 70 biler, skriver nyhedsbureauet TT.
Så sent som torsdag aften var den gal igen, da fem biler blev antændt i løbet af en time.
Klokken 20.12 blev politiet alarmeret om en brand i bydelen Nydala. Efterfølgende kom der meldinger om biler i brand i Rosengård, Östra Sorgenfri og Augustenborg.
- Der har været brand i personbiler forskellige steder. Ved den seneste brand kunne en motorcykelbetjent begynde den indledende slukning, siger Calle Persson, talsmand for politiet i region Syd, til TT.
Til SVT's hjemmeside siger Calle Persson, at politiet ikke har nogen mistænkte i sagen.
En helikopter er blevet sendt i luften for at hjælpe politiet.
I løbet af de seneste døgn har der været rapporter om 13 bilbrande forskellige steder i byen.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med brandene. Dog har de i flere tilfælde gjort skade på flere biler ad gangen.
Der er umiddelbart ikke en forklaring på det stigende antal brændte biler.
- Det er mange biler, der er brændt på kort tid nu. Vi ved ikke, hvorfor det sker lige netop nu. Der er ingen større social uro, som vi har kunnet se, sagde en talsmand for Malmøs politi til TT onsdag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned