Mars-forskere forlader kuppel på Hawaii efter et år
Et internationalt forskerhold måtte kun forlade kuppel på siden af en vulkan, hvis de iførte sig rumdragt.
Seks forskere har søndag forladt den kuppel, de har været tæt på isoleret i siden august sidste år.
Det årelange ophold på siden af vulkanen Mauna Loa på Hawaii havde til formål at simulere forholdene på planeten Mars. Nasa, det amerikanske rumagentur, står bag projektet.
Den internationale gruppe af forskere - tre mænd og tre kvinder - har opholdt sig i en lille hvid kuppel og måtte kun forlade den, hvis de tog rumdragt på.
Kuplen ligger 2500 meter over havets overflade. Der kan ikke vokse planter i den næringsfattige jord, som minder om overfladen på Mars.
Eksperimentet er en del af et langsigtet mål om at sende mennesker til Mars.
Formålet med at placere en gruppe mennesker under isolationslignende forhold var blandt andet at undersøge, hvordan en eventuel besætning på den lange tur til den røde planet vil klare at bo tæt sammen i lang tid.
- En af dine største fjender er kedsomhed. Du er nødt til at være villig og i stand til at tilpasse dig andre personer og indgå kompromiser, og hvis du ikke kan det, så bør du ikke være her (som en del af projektet, red.), siger den tyske forsker Christiane Heinicke efter at have forladt kuplen.
Alle de seks personer skulle arbejde på forskellige projekter i løbet af opholdet. De fik ingen frisk mad, men i stedet eksempelvis dåsetun og ost i pulverform.
Al kommunikation med omverdenen var forsinket med 20 minutter. Sådan vil det nemlig være, hvis man befinder sig omkring 228 millioner kilometer væk fra Jorden på Mars.
Alene rejsen til planeten vil tage et år.
Der er tale om den længste Mars-simulering lavet i USA. Tidligere har man i Rusland lavet lignende forsøg i hele 520 dage.
Amerikanerne har planlagt to yderligere simuleringer. De vil begge vare otte måneder.
De seks forskere ser nu ifølge The Guardian frem til at sætte tænderne i frisk frugt og tage en dukkert i havet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned