Med stigning på 737 er 10.612 briter døde af Covid-19
Dødstallene for Storbritannien var begge de to foregående døgn på over 900.
Med en stigning på 737 er antallet af coronadødsfald i Storbritannien steget til over 10.000 dødsfald.
Det bekræftede antal er søndag 10.612, hedder det i en officiel meddelelse fra sundhedsministeriet i London.
Dødstallene for Storbritannien var begge de to foregående døgn på over 900.
I tidligere weekender siden udbruddet begyndte er tallene faldet, hvilket kan skyldes forsinkelser i registreringerne af døde.
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, siger, at "vi gør fremskridt i denne nationale kamp".
Sundhedsministeriet oplyser, at hospitalerne stadig har 2295 ledige pladser til intensiv behandling af coronapatienter.
- Vi har en rekordhøj beholdning af beskyttelsesudstyr i sundhedssystemet, og vi vinder terræn i kampen mod sygdommen hver dag ved at give den bedst mulige behandling til alle Covid-19 patienter, siger den britiske sundhedsminister, Matt Hancock.
Han siger, at det britiske sundhedssystem har 9775 respiratorer, og at over 5000 tidligere ansatte i sundhedssektoren er tilbage ved frontlinjen i kampen mod pandemien.
- Det er i dag en dyster dag, hvor vi har set, at sygdommen har kostet over 10.000 livet. I begyndelsen af krisen ville sundhedssystemet være blevet overvældet. Vi har set risikoen for, at det kan ske andre steder - men ikke her, siger Hancock.
Johnson selv blev tidligere søndag udskrevet fra et hospital i London. Han siger, at "det kunne være gået begge veje", da han var indlagt på intensiv med coronavirus.
- Det er svært at finde ord, der kan udtrykke min taknemmelighed over for dem, som reddede mit liv, skriver han på Twitter.
Johnsons kontor siger i en udtalelse, at premierministeren fortsat holder en pause fra sit embede.
Storbritannien er ganske hårdt ramt af coronavirus.
Det høje dødstal i Storbritannien er kun overgået af USA, Italien, Spanien og Frankrig.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned