Medie fremlægger en af Trumps omdiskuterede selvangivelser
Donald Trump har flere gange nægtet at fremlægge sine skattepapirer. Arkiv. Foto: Gage Skidmore
Gage Skidmore/Free
Den amerikanske tv-station MSNBC har fået fingre i en af Donald Trumps selvangivelser.
Tv-stationen MSNBC har tirsdag aften lokal tid offentliggjort præsident Donald Trumps selvangivelse fra 2005.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Vært på MSNBC Rachel Maddow skrev kort før sin udsendelse på Twitter, at hun havde fået fat i selvangivelsen.
Derefter gennemgik hun papirerne i sit program, The Rachel Maddow Show, hvor journalist David Cay Johnston også var inviteret i studiet.
Det var David Cay Johnston, der er en prisvindende, undersøgende journalist, som først modtog papirerne med post.
Ifølge Donald Trumps selvangivelse fra 2005 havde den nuværende præsident dengang en effektiv skatteprocent på 25 procent.
Trump afskrev ifølge dokumenterne 100 millioner dollar i tab for at reducere det beløb, han skulle betale i skat.
Kort efter Maddow havde offentliggjort, at hun ville behandle papirerne, oplyste Det Hvide Hus ifølge Reuters, at Trump betalte 38 millioner dollar ud af en indkomst på 150 millioner dollar i 2005.
De tal blev bekræftet i Maddows gennemgang af papirerne, der er tilgængelig på msnbc.com.
Det Hvide Hus oplyser ifølge Reuters, at Trump "ikke havde ansvar for at betale mere skat end juridisk påkrævet".
Donald Trump har hidtil nægtet at fremlægge sine skattepapirer.
Det er ellers kutyme for amerikanske politikere, der stiller op til præsidentvalget.
I et interview med ABC News i slutningen af januar gjorde Trumps rådgiver Kellyanne Conway det endnu en gang klart, at præsidenten ikke vil offentliggøre sine selvangivelser.
Conway sagde således, at Donald Trumps skatteoplysninger alligevel ikke interesserer hans vælgere, og derfor vil de altså ikke blive lagt frem.
- Folk var ligeglade. De stemte på ham. De fleste amerikanere er fokuseret på, hvordan deres egne selvangivelser vil se ud under præsident Trumps regeringstid - ikke hvordan hans ser ud, sagde Conway i interviewet ifølge nyhedsbureauet dpa.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned