Medie: Rusland planlægger stor stigning i forsvarsudgifter i 2024
Ruslands præsident, Vladimir Putin, lægger op til at øge forsvarsudgifterne. Her ses han i det østlige Rusland, hvor han i sidste uge mødtes med Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un, til en formodet snak om at købe våben til brug i krigen i Ukraine. Foto: Vladimir Smirnov/Ritzau Scanpix
Ifølge et budgetudkast, som Bloomberg har set, skal udgifter til forsvar øges til seks procent af bnp.
Rusland vil øge landets forsvarsbudget markant til næste år. Efter planen skal der i 2024 bruges seks procent af bnp på forsvaret.
Det viser et budgetforslag, som nyhedsbureauet Bloomberg har set.
De seks procent af bnp er en stigning fra 3,9 procent i år og 2,7 procent sidste år.
Samlet set planlægger Ruslands regering at bruge 10.800 milliarder rubler på forsvarsudgifter næste år. Det svarer til 791 milliarder kroner.
Dermed er der lagt op til at bruge flere penge på forsvar end på velfærd. Det på trods af, at præsident Vladimir Putin stiller op til genvalg i marts 2024, hvor der efter planen skal være præsidentvalg i Rusland.
På indtægtssiden regner Ruslands regering med at få mere end 35.000 milliarder rubler (2563 milliarder kroner) ind i 2024. Det vil i så fald være en stigning på hele 22 procent sammenlignet med i år.
Hvis det sker, vil budgetunderskuddet blive halveret og ende på 0,9 procent af bnp i 2024 og fortsætte ned på 0,4 procent af bnp i 2025.
Særligt indtægterne fra skatter og afgifter på olie og gas ventes at stige. Ifølge regeringens beregninger vil det stige med næsten 25 procent i 2024 til 11.500 milliarder rubler, skriver Bloomberg.
Når regeringen har fremlagt sit budgetforslag offentligt, skal det godkendes ved en afstemning i parlamentet - dumaen - samt af det såkaldte føderationsråd i Moskva.
Bruttonationalproduktet er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi.
De øgede forsvarsudgifter følger af krigen i Ukraine, som koster mange penge og lægger et stigende pres på den russiske stats økonomi.
Ifølge Reuters skulle regeringen efter planen diskutere budgetforslag fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned