Medie: Trump beder skattevæsen fjerne Harvards fritagelse
USA's præsident, Donald Trump, onsdag i Det Hvide Hus. På præsidentens ordre er landets skattevæsen blevet bedt om at fjerne Harvard Universitys skattefritagelse, skriver Fox News. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Harvard University har afvist at rette sig efter krav fra Donald Trump til ansættelser og optag af studerende.
Den amerikanske regering har bedt landets skattevæsen om at fratage Harvard Universitys skattefritagelse.
Det fortæller unavngivne kilder i USA's justitsministerium til Fox News.
Mediet CNN skriver desuden, at skattevæsnet, IRS, ifølge unavngivne kilder planlægger at tage skattefritagelsen fra Harvard.
Der vil snart blive truffet en endelig afgørelse, lyder det.
Balladen om det amerikanske eliteuniversitet er opstået, efter at Harvard har afvist at rette sig efter en række krav fra Donald Trump, USA's præsident.
Kravene handler blandt andet om universitetets ansættelses- og optagelsespraksis og bunder i, at Harvard University ifølge Trump-regeringen ikke gør tilstrækkeligt for at bekæmpe antisemitisme.
Onsdag har Trump gentaget sin kritik af universitetet.
- Alle ved, at Harvard er faret vild, skriver han på sit sociale medie, Truth Social.
Han tilføjer, at universitetet primært har ansat "woke" personer og idioter, og at Harvard ikke længere kan anses som en ordentlig uddannelsesinstitution.
- Harvard er en joke, lyder det afslutningsvist fra Trump.
Præsidenten har også beskyldt andre universiteter - herunder det prestigefyldte Columbia University - for at tillade antisemitisk propaganda.
Det skal blandt andet være sket i forbindelse med propalæstinensiske demonstrationer og demonstrationer mod krigen i Gaza.
Ud over at stille krav til Harvards praksis i forbindelse med ansættelse af medarbejdere og optag af studerende kræver Trump-regeringen, at universitetet dropper sine diversitetsfremmende projekter.
Efter at Harvard tidligere på ugen meldte ud, at man ikke ville rette sig efter Trumps ønsker, truede præsidenten med at få universitets skattefritagelse ophævet.
Natten til tirsdag dansk tid meddelte det amerikanske uddannelsesministerium desuden, at det vil indefryse omkring 2,2 milliarder dollar i føderal støtte til Harvard University samt kontrakter for 60 millioner dollar.
Beløbet svarer til 14,9 milliarder kroner.
Natten til torsdag dansk tid oplyser minister for indenrigssikkerhed Kristi Noem, at to tilskud fra hendes ministerium til Harvard bliver annulleret.
Tilskuddene har en værdi på over 2,2 millioner dollar, skriver Reuters. Det svarer til knap 15 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned