Medie: Udenlandske stater aflytter finske mobiltelefoner
I den seneste tid er der blevet afsløret omfattende overvågning af mobiltelefoner i Finland, Norge og Sverige.
I de seneste par uger er udenlandske efterretningstjenester blevet afsløret i at overvåge mobiltelefoner i Norge og Sverige. Overvågningen sker helt inde i regeringskontorerne, og nu er turen kommet til Finland.
Kommunikationschefen i det finske sikkerhedspoliti, Jyri Rantala, siger til Yle, at udenlandske stater aflytter finske mobiltelefoner. Det sker blandt andet ved hjælp af falske basestationer, der viderekanaliserer mobiltrafikken.
Ifølge Rantala sker overvågningen på daglig basis, og der bliver brugt forskellige tekniske redskaber til det.
Det finske sikkerhedspoliti vil ikke give mere konkrete detaljer om sagen.
- Desværre kan jeg ikke gå nærmere ind i, hvad vi kender til, og hvad vi ikke kender til, eller om vores kendskab til dem, der muligvis står bag. Vi kan ikke afsløre vores metoder og viden om modparten. Jeg beklager, men sådan er det, siger Jyri Rantala.
Den svenske avis Dagens Nyheter rapporterede tidligere på ugen, at der kan findes avanceret spionudstyr placeret rundt omkring i regeringshovedkvarteret i Stockholm.
I slutningen af forrige uge afslørede den norske avis Aftenposten, at flere falske basestationer var placeret nær regeringskvarteret og Stortinget i Oslo.
Det er uvist, hvilke udenlandske stater der står bag overvågningen, og de nordiske sikkerhedstjenester har indtil videre afholdt sig fra at nævne konkrete lande. Men en norsk ekspert har tidligere nævnt Kina og Rusland som mulige bud.
- Tidligere var det USA, Kina og Rusland, som havde en sådan kapacitet, men nu er det jo åbent for alle, siger direktør i det norske Teknologirådet Tore Tennøe til avisen VG.
Han mener, at det mest oplagte er at kigge i retning af Kina og Rusland, hvis det vitterligt er udenlandske efterretningstjenester, der står bag den ulovlige overvågning.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned