Drabet på millioner af mennesker under den sovjetiske diktator Josef Stalins styre kan ikke retfærdiggøres.
Det fastslår dem russiske præsident, Dmitrij Medvedev, på sin blog på internettet.
Han advarer imod at omskrive historien for at forskønne Stalins brutale metoder.
- Jeg er overbevist om, at erindringen om nationale tragedier er lige så hellig som den om sejre, siger Medvedev.
Han kalder undertrykkelsen, udrensningerne og gulag-fangelejrene i 1930'erne for "en af de største tragedier i russisk historie".
Han afviser, at det skulle have været nødvendigt med "udryddelser" af hensyn til "statens overlevelse".
- Intet kan være vigtigere end menneskeligt liv. Intet kan retfærdiggøre undertrykkelse, udtaler den russiske præsident.
Der har været en heftig strid mellem liberale og gammelkommunister i Rusland om Stalins eftermæle.
Selv om overgrebene er veldokumenterede, knytter mange russere stadig primært Stalins styre til den sovjetiske sejr over Nazi-Tyskland i Anden Verdenskrig, og de ser ham derfor i et positivt lys.
Under den tidligere russiske præsident Vladimir Putin, som nu er premierminister, har Rusland nedtonet Stalins forbrydelser i et forsøg på at oppiske de patriotiske følelser. Putin roser Stalin for at være en effektiv leder og krigsstrateg.
Men i maj i år advarede Medvedev mod at lave et skønmaleri af historien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie