Melonis mand i modvind efter udtalelse om fulde kvinder og voldtægt
Giorgia Meloni har været Italiens premierminister siden oktober i fjor. Hun har ikke kommenteret sin partners udtalelser om ædru og berusede kvinder og voldtægt. (Arkivfoto). Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Italiens premierministers mand er i offentlig modvind, efter at han i et tv-show sagde, at ædru kvinder ikke voldtages. Premierminister Giorgia Meloni er tavs.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
For et lille år siden kom der skub i Andrea Giambrunos tv-karriere i Italien.
Han er vært på debatprogrammet "Diario del giorno" - Dagens dagsorden - på tv-stationen Rete 4, og fra omkring den 22. oktober 2022 begyndte flere og flere italienere at stille ind på hans program.
Den 42-årige Giambruno er partner med den fire år ældre Giorgia Meloni, der på denne dato blev Italiens premierminister. Parret har sammen en datter på syv år.
Nu er han kommet i stormvejr på sociale medier og hos oppositionen til Meloni og hendes højreorienterede parti, Italiens Brødre.
I hans program i mandags havde han besøg af en avisredaktør, og de to drøftede to uhyggelige gruppevoldtægter på Sicilien og i Caivano ved storbyen Napoli.
Annonce
På Sicilien er syv mænd anklaget for at have voldtaget en 19-årig kvinde på en øde byggeplads. I Caivano er seks unge mænd anklaget for at have voldtaget to meget unge kusiner.
Både Giambruno og avisredaktør Pietro Senaldi fra dagbladet Libero fordømte voldtægtsmænd, som de kaldte "ulve".
- Hvis du går ud og danser, har du ret til at blive beruset. Der skal ikke være misforståelser eller problemer. Men hvis du undgår at blive beruset og miste din fornuft, så vil du måske også undgå at løbe ind i særlige problemer og møde en ulv, sagde Giambruno ifølge Reuters i sit program.
- Hvis du vil undgå at blive voldtaget, så skal du først og fremmest undgå at blive bevidstløs. Du skal bevare din forstand, supplerede avisredaktøren.
Siden er kritikken haglet ned over de to - specielt mod Giambruno.
Meloni er blevet opfordret til at tage afstand fra hans udtalelser, men torsdag eftermiddag var der fortsat ingen reaktion fra hende.
BBC og The Guardian har samlet noget af kritikken, der blandt andre kommer fra Cecilia D'Elia. Hun er senator og centrumvenstre-politiker og næstformand for en kommission, der undersøger kvindedrab - drab på kvinder på grund af deres køn.
- De kan ikke bare bebrejde kvinder. Gå ikke ud alene, gå ikke dér, hvor det er mørkt, klæd jer ikke provokerende. Alt dette er ikke længere acceptabelt.
Andrea Giambruno er partner med Italiens premierminister, Giorgia Meloni. Han er vært på et tv-debatprogram. Billedet er fra den 22. oktober 2022 i i præsidentpaladset i Rom, da Meloni skulle tages i ed som premierminister. (Arkivfoto). Foto: Yara Nardi/Reuters
- Hvis en pige drikker for meget, så kan hun forvente at få hovedpine, ikke at blive voldtaget, siger D'Elia.
Annonce
Martina Semenzato, formand for kommissionen, fastslår, at "intet kan retfærdiggøre seksuel vold, og ofret skal aldrig have skylden".
Centrumvenstrepolitikeren Chiara Gribaudo beskylder Giambruno for "at give ofret skylden".
- Det er åbenbart ligegyldigt at sige til mænd, de virkelige gerningsmænd, at de ikke skal voldtage.
Giambruno har svaret igen ved at beskylde kritikerne for i ond tro at tage hans ord ud af en sammenhæng.
- Jeg har aldrig sagt, at mænd frit kan voldtage kvinder, der er fulde, siger han.
- Hvis jeg sagde noget forkert, vil jeg undskylde, men det er ikke sagen. Der kommer aldrig en dag, hvor en politiker skal fortælle mig, hvad jeg skal sige.
Italiens premierminister, Giorgia Meloni, taler med en gejstlig under et besøg i Vatikanet i januar i år. Lige bag hende står hendes partner, Andrea Giambruno, som hun har en syv-årig datter sammen med. (Arkivfoto). Foto: Domenico Stinellis/Ritzau Scanpix
Giorgia Meloni skulle i øvrigt besøge Caivano, hvor de to kusiner blev voldtaget, torsdag for at vise sin solidaritet med byen.
Den plages også af narko og mafiakriminalitet.
/ritzau/
To gruppevoldtægter i Italien
I tv-programmet, hvor udtalelserne om fuldskab og voldtægt kom, blev der drøftet to nylige, uhyggelige gruppevoldtægter i Italien.
* Den ene skete på Sicilien, hvor syv mænd anklages for at have voldtaget en pige på 19. Det skete i begyndelsen af juli på en øde byggeplads i Palermo. Gerningsmændene optog forbrydelsen på video. Den unge kvinde har siden skrevet på sociale medier, at hun nu er flyttet til et sted, hvor ofre for vold kan leve under beskyttelse.
* Der er forskellige oplysninger om gruppevoldtægten af to kusiner i Caivano ved Napoli i juli. Nogle medier siger, at pigerne var 11 og 13, andre at de var 10 og 12. Seks teenagere begik forbrydelsen.