Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kalder det et "vigtigt skridt", at den græske regering natten til onsdag overlevede en tillidsafstemning og nu kan tage fat på at få styr på landets enorme gæld.
- Det er et vigtigt skridt, og vi vil se det næste skridt blive taget i næste uge, siger hun til medlemmer af Forbundsdagens udenrigsudvalg.
Men hun erkender, at det bliver sværere i Grækenland end i Portugal, hvor der senest var opbakning fra alle partier i parlamentet til en kriseplan.
Den græske opposition er modstander af premierminister George Papandreous drastiske indgreb og har ikke vist vilje til at forhandle om planen.
Det er hensigten, at den græske regering skal stemme om krisepakken den 28. juni.
Først da vil EU og Den Internationale Valutafond stille 12 milliarder euro (knap 90 milliarder kroner) til rådighed til Grækenland, som i juli skal bruges til et nyt afdrag på landets enorme gæld.
Dernæst kan EU og IMF tage stilling til en ny redningsplan for Grækenland i stil med den, som blev vedtaget sidste år. Den var på 110 milliarder euro.
Den græske krise, der i værste fald udvikler sig til en statsbankerot, vil stå øverst på dagsordenen, når EU's stats- og regeringschefer mødes torsdag og fredag.
Merkel har signaleret uvilje mod, at banker og private med græske statsobligationer skal bære en del af tabet på den græske krise.
Mange grækere er rasende over, at de skal betale regningen for skiftende regeringers løsagtige låntagning og et korrupt skattesystem, der friholder mange velhavere fra at betale skat.
Mange iagttagere siger, at vreden kan føre til store demonstrationer mod regeringen, EU og IMF. Flere frygter, at det udvikler sig til et voldeligt oprør.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned