Merkels CDU vinder klart Tysklands største delstat
Armin Laschet, lederen af det konservative CDU i Nordrhein-Westfalen, og hans kone Susanne fejrer valgsejren i den tyske delstat. Foto: /ritzau/AP/Michael Probst
/ritzau/AP/Michael Probst
Forbundskansler Angela Merkel ser bedst ud efter delstatsvalg i Nordrhein-Westfalen, mens SPD's Schulz dumper.
Det er en gevaldig fjer i hatten, som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har sikret sig ved søndagens delstatsvalg i Nordrhein-Westfalen.
En prognose sent søndag aften baseret på optalte stemmer viser, at Merkels konservative CDU med 33,6 procent af stemmerne er den klare vinder.
For det socialdemokratiske SPD er udfaldet af valget en gevaldig dukkert. Partiet har kun fået 31 procent af stemmerne i den delstat, der regnes som partiets højborg.
Da regeringspartneren De Grønne samtidig næsten halveres og ender på godt seks procent, betyder det, at den hidtidige regerende koalition har mistet sit flertal.
Flere kommentatorer siger, at det kan blive aktuelt med en stor koalition mellem CDU og SPD I Nordrhein-Westfalen.
Valget var det sidste delstatsvalg inden forbundsvalget i september.
For fodboldelskere er Nordrhein-Westfalen med 18 millioner indbyggere hjemsted for klubberne Borussia Dortmund og Schalke 04. Hovedstaden er Düsseldorf.
Valget er endnu et tegn på, at den tilbagegang, som CDU og Merkel oplevede efter det dramatiske flygtningeår 2015, hvor en million mennesker strømmede ind i Tyskland, er vendt.
For SPD's kanslerkandidat, Martin Schulz, trækker der sig mørke skyer sammen.
- Det er ikke nogen god dag for os. Det er en svær dag for mig, siger han til ZDF.
Partiet er gået tilbage fra 39 procent af stemmerne i Nordrhein-Westfalen for fire år siden til 31 procent. SPD har med få års undtagelse regeret Nordrhein-Westfalen siden 1966.
Dermed synes den såkaldte Schulz-effekt forduftet. Den tidligere formand for Europa-Parlamentet blev i januar SPD's kanslerkandidat og i marts formand for partiet.
I meningsmålinger gav det en pludselig fremgang til SPD. Partiet overhalede kortvarigt CDU.
Men siden har partiet tabt tre delstatsvalg i træk. De to tidligere var i Saarland og Slesvig-Holsten.
Ministerpræsidenten i Nordrhein-Westfalen, Hannelore Kraft, har valgt at træde tilbage som ministerpræsident. Hun træder også tilbage som formand for SPD i delstaten.
En anden af valget store vindere er det liberale FDP med 12 procent af stemmerne. Det nationalkonservative AfD kommer for første gang ind i delstatens landdag med 7,8 procent af stemmerne.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie