Mest omfattende oprørsangreb i årevis rammer pakistansk provins
Politi ser nærmere på et udbrændt køretøj efter angreb i pakistansk provins. Foto: Rahmat Khan/Ritzau Scanpix
I det største af flere angreb blev folk gennet ud af busser og fik tjekket baggrund. Herefter blev de skudt.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Mindst 51 mennesker er blevet dræbt i Pakistan, efter at oprørere har gennemført angreb mod politistationer, jernbaner og motorveje i provinsen Baluchistan, og sikkerhedsstyrker har gjort gengæld.
Det oplyser myndigheder mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Der er tale om det mest omfattende oprørsangreb i årevis.
Angrebene er led i en årtier lang konflikt, hvor oprørsgrupper ønsker løsrivelse for den fattige, men ressourcerige, provins i det sydvestlige Pakistan.
- Disse angreb er en velgennemtænkt plan med det mål at skabe anarki i Pakistan, siger indenrigsminister Mohsin Naqvi i en meddelelse.
Annonce
Ministeren tilføjer, at sikkerhedsstyrker har dræbt 12 militante i operationer efter angrebet, skriver Reuters.
I det mest dødbringende af oprørsangrebene blev mindst 23 personer ifølge myndigheder dræbt.
Baluchistan er ifølge AFP Pakistans fattigste provins. (Arkivfoto). Foto: Abdul Basit/Ritzau Scanpix
Busser blev stoppet, og personer blev gennet ud og fik tjekket deres legitimation og baggrund af gerningsmændene. Herefter blev de skudt, oplyser polititalsperson Ayub Achakzai til Reuters.
Der blev sat ild til mindst 35 køretøjer på motorvejen, som ligger i området Musakhail.
Ifølge myndigheder har også politistationer været mål for angreb. Mindst ti personer er blevet dræbt i et sådant angreb.
Den militante gruppe BLA (Den Baluchiske Frihedshær, red.) har taget skylden for angrebet. Det skriver Reuters.
- Det ser ud til, at terrorister fra BLA står bag hændelsen, siger embedsmanden Hameed Zehri ifølge nyhedsbureauet AFP.
BLA er den mest aktive væbnede bevægelse i Baluchistan, som ifølge AFP er Pakistans fattigste region. Det er også landets største region.
Regionen grænser op mod Iran, hvor der på den anden side af grænsen ligger en iransk provins ved navn Sistan og Baluchistan.
BLA udfører ifølge det pakistanske udenrigsministerium med jævne mellemrum angreb mod civilbefolkningen i Pakistan.
Annonce
Bevægelsen har siden 2019 været på USA's terrorliste.
I Baluchistan er der flere store projekter, som Kina står i spidsen for.
BLA har været i konflikt med den pakistanske regering i årtier og hævder blandt andet, at regionens naturressourcer bliver udnyttet på uretfærdig vis af centralregeringen. Gruppen ønsker, at Kina sendes ud af provinsen, og at Baluchistan bliver uafhængigt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned