Mexicansk teltby opføres ved grænsen efter Trumps masseudvisninger
Hundredvis af illegale migranter i USA er hen over weekenden hjemsendt i militærfly. Og transportformen faldt ikke i god jord hos Colombias præsident, Gustavo Petro, der nægtede adgang til to fly. Foto: Nicholas J. De La Pena/Ritzau Scanpix
Trumps varslede masseudvisninger er sat i gang. Weekendens drama med Colombia har skabt bekymring i Mexico, hvor de fleste af USA's migranter kommer fra.
Mænd i støvler og kasketter klatrer på toppen af en stor metalkonstruktion.
Andre bygningsarbejdere går i skyggen fra et stort krucifiks.
De er ved at forberede sig på, at Donald Trump indfrir sine løfter som præsident.
Her er arbejderne i den mexicanske by Ciudad Juarez i gang med at bygge en ud af foreløbig otte teltbyer nær den 3000 kilometer lange grænse til USA.
Byen skal midlertidigt huse mænd og kvinder, der sendes sydpå, når den ifølge Donald Trump "største deportering i USA's historie" går i gang. Det skriver BBC.
Annonce
Trump erklærede i sin indsættelsestale nødretstilstand ved grænsen til Mexico.
Han lovede samtidig hurtigt at indfange og deportere udokumenterede personer fra USA, skriver AFP.
Og efter en uge ved magten er han godt i gang med arbejdet.
Fredag lød det i et opslag på X fra Karoline Leavitt, der er pressesekretær i Det Hvide Hus, at 538 illegale migranter var blevet anholdt, og at hundredvis var blevet deporteret.
Det gælder blandt andet migranter fra Guatemala og Colombia, der er hjemsendt i amerikanske militærfly.
Og transportformen fik søndag Colombias præsident, Gustavo Petro, til at afvise flyene.
- USA kan ikke behandle colombianske migranter som kriminelle. Jeg nægter adgang til amerikanske fly, der rejser med colombianske migranter, lød det på X.
Det lød i stedet fra landets regering, at man var klar til at sende sit præsidentfly til USA for at transportere migranterne "med værdighed".
Trump tog ikke afvisningen så pænt, som Petro måske havde forventet.
Gustavo Petro mener, at USA behandler de colombianske migranter som kriminelle. Migranterne skulle hellere være transporteret i kommercielle fly, lyder det. Foto: SGT. 1st Class Nicholas J. De La/Reuters
Han varslede i stedet "gengældelsesforanstaltninger".
Annonce
Det indebar indrejseforbud, en række sanktioner og en straftold på alle colombianske varer på 25 procent. En sats, der efter en uge, ville stige til 50 procent, lød det på Trumps eget medie, Truth Social.
Gustavo Petro svarede til at begynde med igen ved at varsle en lignende told på varer fra USA.
Sent søndag lokal tid trak han dog i land.
Da lød det fra Colombias udenrigsminister, Luis Gilberto Murillo, at man havde "overvundet dødvandet" og ville tage imod de hjemsendte borgere.
I en udtalelse fra Det Hvide Hus lyder det, at Colombia er gået med til "ubegrænset modtagelse af ulovlige migranter fra Colombia", som bliver hjemsendt fra USA.
Colombia har ifølge USA også godkendt, at hjemsendelserne skal ske via militærfly, og at det skal ske "uden begrænsninger eller forsinkelser".
De illegale migranter bar håndjern på hænder og fødder, der hang sammen med en kæde om livet. En illegal migrant, der er deporteret til Brasilien fortæller ifølge AFP, at de blev nægtet vand og toiletbesøg på flyet, og at nogle besvimede om bord. Foto: SGT. 1st Class Nicholas J. De La/Reuters
- Dagens begivenheder viser verden tydeligt, at USA igen er respekteret, lyder det.
- Præsident Trump vil fortsat og på ihærdig vis beskytte vores lands suverænitet. Og han forventer, at alle andre lande i verden samarbejder fuldt ud ved at acceptere udvisningerne af deres borgere, som opholder sig ulovligt i USA.
Straftolden på colombianske varer er i den forbindelse også droppet.
Det er uklart, hvor mange migranter der i alt bliver tale om, men weekendens drama har skabt bekymring i Mexico.
Annonce
Med omkring fem millioner illegale mexicanere i USA og udsigt til en massereturnering af migranter kan grænsebyer som Tijuana og Juarez hurtigt blive overvældede.
Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, opfordrer mexicanerne til at "holde hovedet koldt". Hun understreger, at hendes regering vil tage sig af de hjemvendte, skriver BBC.
- Mexico vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at tage sig af sine landsmænd og vil afsætte de nødvendige midler til at modtage dem, der bliver sendt hjem, lød det fra Mexicos indenrigsminister, Rosa Icela Rodriguez, ved Donald Trumps indsættelse som præsident.
De varslede massedeportationer fra USA og dramaet med Colombia har fået Mexico til at bygge en midlertidig teltby i grænsebyen Juarez. Foto: Jose Luis Gonzalez/Reuters
I teltbyen vil migranterne være i ly for vind og vejr, få mad, lægehjælp og rådgivning.
/ritzau/
Latinamerikas reaktioner på Trumps udvisninger
* Trumps trusler om deportationer har bragt ham på en potentiel kollisionskurs med regeringer i Latinamerika. De fleste af USA's omkring 11 millioner illegale migranter kommer oprindeligt derfra.
* Brasilien udtrykte forargelse over Trump-administrationens behandling af brasilianske migranter, som blev deporteret i fredags.
* Migranterne blev lagt i håndjern på flyet. Brasilien har kaldt det en "åbenlys tilsidesættelse" af rettigheder.
* En lignende behandling af colombianske migranter fik landets præsident til at afvise to fly med migranter fra USA. Det indledte en strid, hvor der blev truet med straftold fra begge sider. Colombia gik med til USA's krav kort efter.
* Honduras' præsident, Xiomara Castro, har indkaldt til hastemøde med ledere fra Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC) torsdag i denne uge i Honduras' hovedstad, Tegucigalpa, for at diskutere migration efter USA's seneste skridt.
* Tidligere amerikanske administrationer gennemførte også jævnligt udvisninger. Trump-administrationen er dog begyndt at bruge militærfly frem for kommercielle fly.