Migrantbåd kæntrer i dårligt vejr nær Libyen og 100 savnes
Fra en kæntret båd med 110 migranter er fire overlevende bjærget i Middelhavet nær Libyens kyst lørdag. (arkivfoto) Foto: AP/Manu Brabo
AP/Manu Brabo
Kun fire af omkring 110 migranter på kæntret båd er indtil videre meldt i sikkerhed, skriver talsmand for IOM.
En båd med omkring 110 migranter er kæntret ud for Libyens kyst, oplyser en talsmand for Den Internationale Organisation for Migration (IOM) på Twitter.
- Fire overlevende indtil videre, skriver talsmand Flavio Di Giacomo.
Den italienske kystvagt rapporterer lignende tal fra ulykken. Den skal være sket 48 kilometer fra Libyens kyst, hvor båden kæntrede i dårligt vejr.
- Ligene af otte er bjærget. Fire personer er reddet, og de siger, at der var 107 migranter på båden, oplyser den italienske kystvagt ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kystvagten fortsatte redningsaktionen under de vanskelige forhold efter mørkets frembrud.
Et fransk krigsskib, som patruljerede for EU's grænseagentur i Middelhavet, samlede de overlevende op. Også to handelsskibe i området er sejlet mod stedet, hvor båden kæntrede.
Et fly fra grænseagenturet deltog sammen med en italiensk helikopter i operationen.
I andre redningsaktioner i Middelhavet er tre lig bjærget på en flåde nær den italienske ø Lampedusa, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Blandt de overlevende var en gravid kvinde. Hun var underafkølet og blev fløjet til et hospital.
Ifølge IOM omkom 13 personer i årets første 10 dage under forsøg på at krydse Middelhavet. 1159 andre er nået frem til europæiske kyster med livet i behold.
Sidste år omkom 5000 migranter på havet ifølge den internationale organisation.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned