Migranter i Storbritannien bor på vandet: Det føles som et fængsel

De første asylansøgere gik mandag om bord på "Bibby Stockholm". Her skal de bo, indtil deres asylansøgning er blevet behandlet. Det kan tage op mod ni måneder. Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Den britiske regering vil mindske udgifterne til asylansøgere. Derfor skal op mod 500 asylansøgere bo på værelser med køjesenge på et slags barakskib.

Offentliggjort Sidst opdateret

En kontroversiel plan er blevet til virkelighed i Storbritannien.

I Portland i den sydlige del af landet ligger en stor pram og flyder i havnen.

Den er lastet med barakker og er derfor en slags boligkompleks på tre etager på vandet.

"Bibby Stockholm", som den hedder, kan ikke sejle selv, men skal slæbes, hvis den skal nogen vegne.

Det skal den dog ikke. Den skal ligge fast i havnen i Portland, hvor den på sigt skal huse 500 migranter i de mere end 200 soveværelser med køjesenge.

Prammen er et led i regeringens forsøg på at mindske udgifterne til asylansøgere, og mandag flyttede de første nye beboere ind.

Siden har "Bibby Stockholm" været den mest omtalte pram i Storbritannien.

Og den fortsætter med at være i vælten, i takt med at flere beretninger fra de nye beboere ser dagens lys.

En anonym asylansøger fra Afghanistan siger til BBC, at der slet ikke er nok plads til at huse op mod 500 personer, som regeringen ønsker.

- Lyden af låsene og sikkerhedstjekkene giver mig en følelse af at gå ind i et fængsel. Min værelseskammerat gik i panik midt om natten og havde det, som om han var ved at drukne.

- Der er folk omkring os, som har fået stærke lægemidler mod depression, siger han.

Det er singlemænd i alderen 18-65 år, som skal bo på barakskibet, mens de venter på resultatet af deres asylansøgninger. De første 15 gik om bord mandag efter en række forsinkelser på grund af bekymringer om sikkerheden.

Siden er flere flyttet ind, og endnu flere vil blive flyttet dertil over de kommende uger ifølge regeringen.

I dag bor mere end 50.000 asylansøgere i Storbritannien på hoteller. Her er de endt, efter at de i små både har krydset Den Engelske Kanal fra Frankrig som den sidste del af deres farefulde flugt fra hjemlandet.

Regeringen siger, at husningen på hoteller koster mere end 51 millioner kroner om dagen.

- Vi stopper med at bruge hoteller til at huse illegale migranter på skattebetalernes regning.

- I stedet tilbyder vi alternative bosteder, der er mere håndterbare for lokalsamfundene, som opfylder de basale behov for dem, som skal bo der, lyder det fra premierministeren Rishi Sunaks kontor.

Det nye hjem for asylansøgere på "Bibby Stockholm" skal ifølge regeringen sende et signal om, at Storbritannien vil give "ordentlig, men ikke luksuriøs indkvartering" for migranter.

En anden asylansøger om bord, som BBC har talt med, kalder ikke opholdet for luksuriøst, men er dog mere positivt stemt end den anden beboer.

Han synes, at maden er rigtig god, og at det er et "ret fint sted" med små, men dog "rene og pæne værelser".

Avisen Independent har talt med Ruairi Kelly, der boede på "Bibby Stockholm" i flere måneder i 2013, da han skulle arbejde på et gasrørsprojekt.

Endnu er det kun et fåtal af værelserne på "Bibby Stockholm", der er blevet taget i brug. Men flere asylansøgere ventes at blive flyttet dertil over de kommende uger. Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Han slår fast, at prammen ikke er egnet til at bo på. De trange forhold vil gøre folk "vanvittige", mener han.

Da han boede på den, sov der aldrig to personer i samme værelse, som asylansøgerne gør, fordi værelserne blev betragtet som for små til det.

Asylansøgerne kan forvente at bo på prammen i tre til ni måneder, mens deres ansøgninger bliver behandlet.

/ritzau/

Sagen kort

* Den britiske regering prøver at mindske antallet af flygtninge, der kommer til landet. Det sker blandt andet ved at indføre politikker, som skal afholde migranter fra at søge mod landet.

* En plan, som længe har været på tegnebrættet, er at flyve asylansøgere til Rwanda, mens de venter på resultaterne af deres ansøgninger.

* Derudover er man begyndt at flytte asylansøgere til nedlagte kaserner og pramme som "Bibby Stockholm" for at sende et signal om, at det ikke er et luksuriøst ophold, de har i vente.

* Sidste år ankom næsten 46.000 asylansøgere til Storbritannien, efter at de havde taget den farefulde færd fra Frankrig til Storbritannien i små både. I år har hidtil omkring 15.000 krydset Den Engelske Kanal.

* Regeringen siger, at "Bibby Stockholm" kun skal huse singlemænd, der får "basal og funktionel" indkvartering samt sundhedspleje og mad.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Ifølge regeringens plan skal op mod 500 migranter - kun singlemænd - bo i de mere end 200 værelser på "Bibby Stockholm". På værelserne skal de sove i køjesenge. Foto: Andrew Matthews/Ritzau Scanpix
Prammen "Bibby Stockholm", som ligger i Portland i det sydlige Storbritannien, skal bruges til at huse migranter som led i regeringens forsøg på at mindske udgifterne til asylansøgere. Foto: Toby Melville/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu