Militærfly er beskadiget i største droneangreb på russisk jord
Guvernøren i Pskov har lagt en video op af en omfattende brand, med hvad der lyder som eksplosioner og sirener i baggrunden. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
På en video kan man se en omfattende brand i en russisk lufthavn og høre lyde, der minder om eksplosioner.
Fire militære transportfly af typen Il-76 er blevet beskadiget i et droneangreb på militærlufthavnen i den nordvestlige russiske by Pskov.
Det oplyser en repræsentant fra den lokale beredskabsmyndighed ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Angrebet var et af fem rettet mod russiske regioner natten til onsdag.
Nyhedsbureauet AP beskriver nattens angreb som det tilsyneladende største droneangreb på russisk jord under den 18 måneder lange krig.
Den regionale guvernør i Pskov, Mikhail Vedernikov, slog kort efter midnat alarm om angrebet.
- Forsvarsministeriet afværger et droneangreb på lufthavnen i Pskov, oplyste han på sociale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.
Guvernøren har samtidig lagt en video op af en omfattende brand, med hvad der lyder som eksplosioner og sirener i baggrunden.
Luftrummet over Pskov blev efter angrebet lukket.
Det russiske forsvarsministerium har ikke umiddelbart kommenteret hændelsen.
Pskov ligger omtrent 800 kilometer fra den ukrainske grænse.
Vedernikov hævder, at han befinder sig ved lufthavnen, og at der umiddelbart ikke er nogen tilskadekomne.
Tass skriver yderligere, at beredskabsmyndighederne i Rusland oplyser, at luftrummet over lufthavnen Vnukovo omkring samme tid var lukket i en kort periode.
Den russiske sortehavsflåde melder også om et angreb tidligt onsdag med en vanddrone på Sevastopol på den ukrainske halvø Krim, som Rusland har annekteret.
Pskov-regionen blev også ramt af et droneangreb i slutningen af maj.
I de seneste uger er Moskva og andre russiske regioner blevet ramt af flere formodede ukrainske droneangreb.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned