Militært testområde i Rusland rystet af eksplosion
To meldes dræbt og fire såret efter en raketeksplosion i et militært russisk testområde.
To meldes dræbt og fire såret, efter at en kraftig eksplosion fandt sted ved et militært testområde i det nordlige Rusland.
Der var kortvarigt meldinger om et unormalt niveau af radioaktivitet fra de regionale myndigheder efter eksplosionen, skriver nyhedsbureauet AP.
Senere torsdag eftermiddag lyder meldingerne ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at niveauet er ved det normale igen.
Det russiske forsvarsministerium siger, at der ikke skete noget radioaktivt udslip eller noget udslip af giftige stoffer.
Ifølge ministeriet var det en raketmotor, som eksploderede ved en test i Arkhangelsk-regionen, hvilket forårsagede en brand.
- Der er iværksat en undersøgelse for at finde frem til årsagen til eksplosionen. Vi ved, at eksplosionen skete, mens civile specialister arbejdede - ikke militære specialister, siger en kilde til Tass.
Uheldet er det andet, der rammer det russiske militær på under en uge. Mandag brød en brand ud på et ammunitionsdepot i Sibirien.
Branden varede omkring 16 timer og udløste flere eksplosioner i et militært ammunitionsdepot nær Achinsk i den sibiriske Krasnoyarsk region.
En person blev dræbt, og 13 andre blev kvæstet, mens 16.000 blev tvunget væk fra deres hjem.
Som følge af torsdagens drabelige eksplosion har Rusland valgt at lukke ned for skibsfragten i et begrænset område i Hvidehavet.
En højtstående embedsmand siger ifølge nyhedsbureauet Interfax, at det drejer sig om Dvinabugten, som Arkhangelsk ligger ved.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned