Militante hævder at have erobret lufthavn fra hæren i Sudan
Kampe mellem hæren og militante i Sudan fortsætter, selv om parterne igen forhandler om en våbenhvile.
Den paramilitære styrke Rapid Support Forces (RSF) hævder mandag at have erobret en lufthavn fra den sudanesiske hær vest for landets hovedstad, Khartoum.
Den tilsyneladende erobring kommer, kort efter at de stridende parter genoptog forhandlingerne om en våbenhvile i konflikten, der har pågået siden midten af april.
Oplysningerne er ikke blevet bekræftet.
I nærheden af lufthavnen er de ansatte på en af landets største oliefelter, Belila, yderligere blevet evakueret på grund af kampene.
Belila producerer mellem 10.000 til 12.000 tønder råolie om dagen og står derfor for en stor del af landets svindende olieproduktion.
RSF hævder dog, at lufthavnen og oliefeltet fortsat får lov til at være i drift.
Sudan har siden april været hærget af en blodig borgerkrig, som er udløst af en konflikt mellem general Mohamed Hamdan Dagalo, som leder RSF, og chefen for regeringshæren, general Abdel Fattah al-Burhan.
Over en million mennesker er flygtet fra Sudan, og seks millioner er drevet på flugt internt. Der er omkring 47 millioner indbyggere i landet.
WHO og Unicef frygter, at der vil komme udbrud af kolera, mæslinger og malaria.
I de seneste dage har parterne kæmpet i de vestlige byer El Obeid og El Fasher.
Søndag blev forhandlingerne om en længerevarende våbenhvile genoptaget i Jeddah med USA og Saudi-Arabien som mæglere.
Mandag sagde Internationalt Røde Kors, at man havde bidraget til at få 64 soldater, som RSF havde taget til fange, løsladt.
Dermed har organisationen hjulpet med at få i alt 292 personer løsladt under krigen.
Tusindvis af mennesker er blevet dræbt i krigen, der har ført til omfattende ødelæggelser i Khartoum.
Parterne har flere gange indgået aftaler om våbenhvile, som efterfølgende hurtigt er blevet brudt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie