Mindst 15 migranter er druknet ved Grækenland
Moria-lejren på den græske ø Lesbos i Det Ægæiske Hav. Her er der omkring 5500 migranter. EU og Tyrkiet har en aftale om, at Tyrkiet mod betaling skal hindre migranter i at rejse fra Tyrkiet til Grækenland. Mange migranter forsøger alligevel at komme over havet til blandt andet Lesbos, selv om de risikerer at blive sendt retur. Foto: Scanpix/Anthi Pazianou/arkiv
Scanpix/Anthi Pazianou/arkiv
En båd med migranter er kæntret i Det Ægæiske Hav, siger den græske kystvagt. Der er fem børn blandt ofrene.
Mindst 15 migranter meldes druknet nær Grækenland. Deres båd kæntrede i Det Ægæiske Hav, siger den græske kystvagt.
Blandt de 15 ofre er der mindst fem børn.
- Yderligere mindst fire er savnet, siger en talsmand for kystvagten.
Båden kæntrede natten til lørdag ved den græske ø Agathonisi, som ikke ligger så langt fra den tyrkiske kyst.
Lokale græske medier melder ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at kystvagten og Frontex, EU's grænseorganisation i området, reddede tre mennesker op af havet.
Nyhedsbureauet AP skriver, at det lykkedes for tre personer - to kvinder og en mand - at redde sig i land, og det var dem, der alarmerede myndighederne om, at en migrantbåd var kæntret.
Det menes, at der var 22 mennesker om bord på båden.
Grækenlands kystvagt har haft hjælp fra to helikoptere i eftersøgningen efter de savnede.
For et par år siden var ruten fra Tyrkiet til Grækenland en meget brugt rute for migranter. I 2015 kom flere hundredtusinder migranter over det forholdsvis smalle stræde, hvorefter de begav sig nordpå til EU.
Mange havde kurs mod Tyskland og Skandinavien.
Men i 2016 indgik EU og Tyrkiet en aftale, som har standset migrantstrømmen ad denne rute.
EU betaler Tyrkiet et stort beløb, mod at Tyrkiet sikrer, at migranterne ikke sejler til Grækenland fra Tyrkiet.
Det lykkes alligevel en del migranter at komme over, men ifølge aftalen skal de sendes tilbage igen, medmindre de er berettiget til asyl.
Procedurerne for at afgøre den enkelte migrants situation på de græske øer i området kan vare i adskillige måneder, hvilket medfører, at lejrene på blandt andet Lesbos er overfyldte.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned