Mindst 30 er dræbt efter russisk angreb mod boligblok i Dnipro
Redningsmandskab bærer en såret kvinde ud af den boligblok i Dnipro, der blev ramt af et russisk missilangreb. Foto: Sergei Chuzavkov/Ritzau Scanpix
Håbet om at finde flere overlevende svinder efter et missilangreb mod en boligblok i det østlige Ukraine.
Et barn er blandt de mindst 30 bekræftede dødsofre, efter at et større missilangreb ramte en boligblok i byen Dnipro lørdag.
Det meddeler en rådgiver for guvernøren i regionen.
Over 30 mennesker er indlagt efter at være blevet såret i angrebet, og af dem er 12 alvorligt såret, siger rådgiveren, Natalia Babachenko.
Mellem 30 og 40 mennesker menes stadig at være fanget under murbrokkerne, tilføjer hun.
Foreløbig er 39 mennesker reddet ud af ruinerne i live.
Hjælpearbejdere siger, at de har hørt folk skrige under murbrokkerne fra den ni etager høje boligblok.
De forsøger at lytte sig frem til flere overlevende, men kæmper en kamp mod både tiden og de kolde vintertemperaturer.
Over 18 timer, efter at angrebet havde ramt Dnipro, fandt brandfolk en letpåklædt kvinde, som stadig var i live. De bar hende i sikkerhed, mens snesevis af beboere fulgte redningsarbejdet.
Ukrainsk redningsmandskab har ledt efter overlevende natten til søndag og har fortsat arbejdet hele søndag.
Borgmesteren i Dnipro siger, at håbet om at finde flere overlevende svinder.
- Chancerne for at redde folk nu er minimale, siger borgmester Borys Filatov.
- Jeg tror, at antallet af døde skal tælles i snesevis.
Han fortæller, at et russisk missil af typen Kh-22 ramte boligblokken lørdag og smadrede omkring 76 lejligheder.
Ruslands forsvarsministerium nævner søndag ikke boligblokken i Dnipro i den daglige opdatering om den foregående dags angreb.
- Alle planlagte objekter blev ramt. Målene for angrebet er nået, lyder det i en meddelelse fra ministeriet.
En talskvinde for det ukrainske militær i den sydlige del af landet siger, at Rusland lørdag kun har affyret omkring halvdelen af de krydsermissiler, der er opstillet på et skib på Sortehavet.
- Det kunne tyde på, at de stadig har visse planer, siger talskvinden, Natalia Humeniuk.
- Vi må forstå, at de stadig kan blive taget i brug, tilføjer hun.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned