Mindst 30 tilskadekomne i sammenstød mellem sporvogne i Strasbourg
Redningsfolk arbejder ved hovedbanegården i den østfranske by Strasbourg efter et sammenstød mellem to sporvogne. Foto: Frederick Florin/Ritzau Scanpix
To sporvogne er stødt sammen i en tunnel ved hovedbanegården i den østfranske by Strasbourg.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Mindst 30 personer er kommet til skade i et sammenstød mellem to sporvogne lørdag eftermiddag i den franske by Strasbourg.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge foreløbige estimater er mellem 30 og 35 mennesker kommet til skade, oplyser præfekturet, en lokal myndighed.
Beredskabet siger omvendt, at rundt regnet 50 personer er kommet til skade.
Sammenstødet skete kort før klokken 16. Lørdag aften står det fortsat ikke klart, hvad der præcis gik forud. Der er iværksat en efterforskning, oplyser præfekturet.
Annonce
De to sporvogne stødte sammen i en tunnel ved Strasbourgs hovedbanegård, som er en af de største togstationer i Frankrig.
En video optaget af et vidne på stedet viser ifølge AFP store beskadigelser på begge sporvogne. Den ene ser ud til at være kørt af sporet.
Det var et voldsomt sammenstød, siger byens borgmester, Jeanne Barseghian.
- På nuværende tidspunkt ved vi, at der var en brutal kollision mellem to sporvogne ved perronen under stationen, siger hun.
Hun tilføjer, at ingen er blevet dræbt, og at der ikke er nogen, der er i livsfare.
Tidligere skrev netmediet Actu17, at fem personer var i kritisk tilstand. Det fremgik ikke, hvor mediet havde oplysningen fra.
Beredskabet oplyser ifølge AFP, at der foruden de 50 tilskadekomne er 100 mennesker, som ikke som sådan er kommet til skade, men som for en sikkerheds skyld tilses af læger.
Ikke længe efter sammenstødet rapporterede tv-kanalen BFM TV, at det skyldtes en fejl ved et sporskifte. Den oplysning havde kanalen fra en unavngiven kilde i politiet.
Senere lørdag lyder det fra selskabet bag driften af sporvognene, at den ene af sporvognene bakkede ind i den anden. Det skete, efter at demonstrationer i midtbyen havde forstyrret trafikken.
- Flere sporvogne måtte omdirigeres og holde stille. Der var en trafikprop. Vi ved ikke, hvorfor toget var stoppet, men det begyndte at bevæge sig baglæns, siger selskabets bestyrelsesformand, Patrick Maciejewski, ifølge AFP.
Annonce
Strasbourg ligger i den østlige del af Frankrig, lige ved grænsen til Tyskland. Byen er ikke mindst kendt for at danne ramme om plenarsamlinger i EU-Parlamentet.
Byen har seks linjer med sporvogne. De kaldes også letbanelinjer.
Den første kom i 1994 og gjorde Strasbourg til den første store franske by til at genoptage brugen af sporvogne.
/ritzau/
Der er spærret af ved hovedbanegården i Strasbourg efter sammenstød mellem to sporvogne lørdag eftermiddag. Foto: Frederick Florin/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned