Mindst 68 fanger dræbt i oprør i fængsel i Ecuador

En pårørende til en indsat i Guayas 1-fængslet venter på nyt om situationen uden for fængslet, hvor mindst 68 indsatte er blevet dræbt i et fangeoprør. Politiet er massivt til stede. Foto: Fernando Mendez/Ritzau Scanpix

Et fængsel, hvor et blodigt fangeoprør udspillede sig for to måneder siden, er igen ramt af drabelige optøjer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mindst 68 indsatte er dræbt i et fangeoprør i Ecuador, oplyser politi i landet lørdag.

Yderligere 25 er såret i de voldsomme sammenstød i fængslet i Guayaquil, der er Ecuadors største by.

Det oplyser Ecuadors statsanklager i en besked på Twitter.

Urolighederne begyndte fredag aften ved 19-tiden lokal tid. Nogle fanger forsøgte at trænge ind i en anden afdeling af fængslet. De affyrede skud og brugte sprængstoffer.

Det fik politiet til at rykke ind i bygningen.

Guvernøren i Guayas-provinsen, Pablo Arosemena, tilføjer, at politiets indgriben har "reddet liv" blandt de mange indsatte.

Han fordømmer i samme ombæring "det niveau af barbari og umenneskelighed", som nogle af fangerne udviste.

Guayas 1-fængslet, hvor fangeoprøret fandt sted, blev ramt af lignende voldelige optøjer i september. Her blev 119 indsatte dræbt i et af de værste fangeoprør, Latinamerika har oplevet.

Ofte er det blodige sammenstød mellem medlemmer af forskellige narkobander, der udvikler sig til fangeoprør. Det var også tilfældet i de uroligheder, der gik i gang fredag aften.

- Begivenhederne er et resultat af en territorial strid mellem kriminelle grupper i fængslet, siger politichef Tannya Varela.

Ud over, at bander fører krig mod hinanden bag fængselsmurene, er der også langt flere indsatte i Guayas 1-fængslet, end det er beregnet til. Fængslet blev bygget til 5300 fanger, men huser i dag omkring 8500.

I alt er næsten 300 fanger blevet dræbt i Ecuadors fængsler alene i 2021.

Efter det store fangeoprør i september indførte Ecuadors præsident, Guillermo Lasso, to måneders undtagelsestilstand i et forsøg på at få kontrol med den vold og uro, som landets narkokriminelle står bag.

Han har også udpeget en ny forsvarsminister, blandt andet for at løse problemerne med landets fængsler.

Også uden for fængslerne er der problemer med vold og drab. Ecuador har fra januar til oktober i år registreret næsten 1900 drab. Det er en betydelig stigning sammenlignet med 2020, hvor landet registrerede omkring 1400 drab.